Lortepunktum.

by sissemoelgaardpoulsen

Det er et lortepunktum at sætte!”, sagde hun frustreret, mens hun med sine store dådyrøjne kiggede opgivende på mig hen over al den varme kaffe, som havde fået hendes puls og pis endnu mere i kog, end det var i forvejen. 

Jeg vidste ikke rigtig, hvad jeg tænkte, eller hvad jeg skulle sige. Koffeinen fik det hele til at summe lidt for meget i hovedet, også på mig. Jeg kunne kun give hende ret, sådan set, når alt kommer til alt. Per definition er jeg som menneske ret vild med tegnsætning og altså er jeg i teorien også vild med at sætte punktum. Et punktum adskiller og skaber meningshelheder. Et punktum er nødvendigt og sådan er dét – i hvert fald, hvis man vil gøre sig forståelig for andre. Problemet var bare, at han ikke brugte punktum nogensinde sammen med hende. Hans sætninger var fulde af tankestreger, udråbstegn, tomme pladser og kommaer, og de skabte en uforholdsmæssig stor brug af spørgsmålstegn i hendes sætninger, som ikke var sund for hende overhovedet. Nuvel, kommaer, for eksempel, de er lækre, dem kan man sætte rigtig mange af, men de er også forvirrende, de komplicerer tingene, alle mennesker forstår og bruger dem ikke nødvendigvis på den samme måde, der kan være så uendelig mange associationsrækker samlet, adskilt og indrammet af de forbandede kommaer, og pludselig står man inde midt i en meget lang sætning, hvor ingen rigtig ved, hvor associationsrækken startede og hvilket led i sætningen, der i virkeligheden er objekt for subjektet, hvilket i virkeligheden er det, det hele handler om, ikke. Kommaer er lækre, det komplicerede er lækkert, men indimellem skal det altså skilles ad med et punktum, et full stop, ellers bliver det noget indfiltret rod. Nogle punktummer er bare lettere at sætte end andre. Jeg synes virkelig, det punktum, hun skulle til at sætte, var et lortepunktum. Hun havde så meget ret i det. Men nogen skal jo gøre det, det er pisse vigtigt. Man kan sgu ikke gå igennem livet kun med komma,