Jeg ved det godt, men det er for sent nu

by sissemoelgaardpoulsen

Det er nu, det er lige nu og her – i mørket.

Han ligger alene, tænker for sig selv. Taler med sig selv, om man vil. Han ved godt, han skal dø. Måske nu, måske lige om lidt. Måske i morgen. Måske om en uge. I princippet er det den vished, alle går rundt med. De fleste mennesker har dog tankescenariet ”måske dør jeg lykkelig efter at have rundet de 100 år” som en mulighed. Det har han ikke. Dødsdommen hænger over hovedet af ham, lægen sagde det selv. Det er fire dage siden nu. Grebet af panik går det op for ham, at han ikke husker de sidste fire dage. Selv med en dødsdom hængende over hovedet, er det ikke lykkedes ham at leve i nuet, at leve til fulde. De sidste fire dage er et usammenhængende medley af angst, uvished, ensomhed og momentane seize-the-day øjeblikke, hvor han blev grebet af en altomfattende lykke over at være til stede lige nu og her, kyssede på sine børn, begærede sin kone. Det er en tumultens tid. Det er som om, livets alvor først nu går op for ham. Til trods for 45 år på bagen. Som om han hele tiden har ligget godt beskyttet i livmoderen og først nu ser dagens lys. Sådan rigtigt. Hvis han var en historie, ville det her være point of no return.

Det er nu, det er lige nu og her – i mørket.

I mørket bliver han grebet af en pludselig trang til at gøre noget – leve! Han må hellere skynde sig at leve, mens han stadig kan. Hiver børnene ud af dynerne midt om natten, gnider søvnen ud af øjnene på dem, finder ludo frem, men glemmer at de kun er 3 og 5 og ikke kan være med, vil spille fodbold i haven, men det er jo mørkt og midt om natten. Vil leve her, nu! Børnene er frustrerede og trætte, det var jo ikke sådan her, han ville leve. Det er for sent, det er alt for sent nu. Han får pludselig travlt med at finde lykken. Kender ikke op fra ned, ret fra vrang. Måske var han lykkelig i går, men han har glemt det, eller også tør han ikke tro det. Kigger sin kone i øjnene, men han kan ikke se det mere; lyset, glimtet. Eller også er det bare usynligt i hans iver efter at finde den ultimative tilfredsstillelse med sit liv. Konen ved ingenting og er derfor, ganske forståeligt, forvirret. Og utilfreds. Normal adfærd er at stå op med sine børn – OM MORGENEN, siger hun. Hun sukker, han sukker. Hun siger, hun ikke kan kende ham mere. Han sukker, mens blikket falder i staver over en knast i loftet. Igen og igen sukker han indvendigt, han føler sig ensom, men vil alligevel ikke fortælle nogen noget. Det er jo ikke at leve rigtigt, hvis alle går rundt og tager hensyn og skaber falske stemninger for at tilfredsstille hans sidste ønsker, drømme og håb. Ønsker, drømme og håb han i øvrigt slet ikke selv har noget begreb om lige nu.

Det er nu, det er lige nu og her – i mørket.

Han tager sig selv i at blive forpustet; det føles som om, nogen har slået luften ud af ham. Han kan ikke rumme, at han virkeligt skal dø. Han, HAN, som har al tid i hele verden. HAN, som er udødelig. HAN, som lige nu har en helt perfekt puls og normal kropstemperatur. Hjertet slår, hjernen fungerer. Det er bad business at skulle dø, når man ikke engang har nået at investere ordentligt i livet. Nogle dage benægter han kategorisk sin tilstand over for sig selv. Andre dage begræder han den. I flere uger har han kroniske sug i maven og en surrealistisk følelse af at være uden for sin egen krop. Han har aldrig før følt sig så alene. Lægen ringer for at tilbyde ham en samtale om det videre forløb. ”Den afsluttende fase”. Han er splittet mellem lysten til at kaste sig i armene på hele sygehusets personale og lysten til at gemme sig hjemme under dynen og håbe, det hele går over. Konen har opgivet at komme igennem til ham og de taler ikke længere sammen. Hun vil i parterapi – han synes, det gør for ondt overhovedet at tale til hende. Hvor skulle han overhovedet begynde?  Hvordan begynder man et farvel? Og hvordan slutter man det? Man kan jo ikke sige farvel til sit livs kærlighed. Det er ikke dét, der er meningen!

Det er nu, det er lige nu og her – i mørket.

Selv om det faktisk er begyndt at blive en lille smule lysere. Det er mærkeligt; smerterne er taget til, men fuglene er begyndt at pippe udenfor. I hvert fald lægger han pludselig mærke til det. Måske har de i virkeligheden hele tiden gjort det. Han har fortalt dem det nu, familien. Ville føle sig skyldig, hvis han pludselig en dag døde uden at få det gjort. NÅR han pludselig en dag dør. Han har talt og talt og burde velsagtens være tom for ord, men ord avler tilsyneladende ord, og når man taler om noget, der ikke findes et endegyldigt svar på, en endegyldig trøst, så taler og taler man. For at få sagt alting i hele verden, så man har gjort det. For at få udtrykt sin kærlighed. Ord er i øvrigt også næsten det eneste, han har tilbage i sin magt. Fysikken arbejder imod hans eksistens. Ikke desto mindre føler han sig heldig. Hans familie er kede af det, men stærke. Og meget, meget kærlige. Han kanaliserer til det sidste al sin energi over i kærlighed, og en dag er det alt, der er tilbage. Ordet forsvandt.