Noget Med Ord

Month: februar, 2014

Damen med den grønne jakke

Jeg så hende første gang for nogle dage siden. Hun gik foroverbøjet, fordi anatomien ikke tillod andet. Med små, forsigtige skridt listede hun hen langs fortovet. Hun kiggede konsekvent ned i jorden og hold sin taske tæt ind mod den bløde jakke, som hun sikkert havde pakket kroppen ind i de sidste 30 år, sådan at dømme efter patinaen og den slags. Jeg tænkte, hun så ud som om, hun var på vagt. Gad vide, om hun havde glemt, at verden kan være god? Gad vide, om hun overså, at der faktisk stadig findes mennesker, der tør lade pungen være i baglommen på de forvaskede Levi’s – og at der, selv i Aarhus midtby, stadig kan holde en bil i tomgang for en stund uden passagerer? Hun kiggede ikke op, da jeg passerede hende. Resten af dagen kunne jeg ikke slå hende ud af hovedet, for det gør mig trist, når jeg møder mennesker, der ser ud som om, de har mistet tilliden til verden. Tænk, hvis alle efterhånden fik det sådan…

I dag så jeg hende igen. Det var inde i helsekostbutikken. Jeg vidste kun, det var hende, fordi hun stadig bar den samme grønne jakke. Ud over jakken, var alt ved hende helt som forandret. Hun trissede rundt med sin indkøbsvogn og kiggede indgående på hybenpulver, bønnepostej og raw chokolade. Hun nynnede sagte, mens hun nærstuderede sin dosmerseddel, og da vores veje krydsedes ved den samme hylde, kiggede hun op på mig, og jeg blev ramt af en meget voldsom udstråling af hjertevarme fra hendes blik og de gyldne, grå lokker der stak ud fra strikhuen. Hun smilede med øjnene på den dér livskloge måde, sådan som man sjældent ser det. Det blæste mig ærlig talt en smule bagover. Mens hun trissede glad rundt mellem hylderne, småsnakkede hun med ekspedienterne. Det var tydeligt, at hun kendte alle i butikken. Hendes måde at tale på var tenderende affekteret, men på en helt autentisk, begejstret og hjertevarm måde. “Ih, Kirsten, er du ikke bare GLAD for at være blevet vegetar?”, spurgte hun begejstret en ekspedient. Hun talte til Kirsten om glæden ved grøntsager og soyaprodukter og til Kirstens bekymring om ikke helt at kunne undlade at spise fisk, fortalte hun om en buddhistisk japaner, hun engang kendte, som gerne tillod, at man spiste fisk indimellem, selv om man er vegetar – for nogle gange, så trænger man bare til fisk.

Ja, nogle gange så trænger man bare til fisk. Eller til at se folk i deres rette element og blive glad helt ind i hjertet.

De sidste tyve meter

Og så tog jeg herud. Helt ud til Verdens Ende, eller i hvert fald til enden af fast grund under fødderne, hvem fanden bestemmer i øvrigt også, hvor Verdens Ende egentlig ligger? I hvert fald tog jeg herud, hvor det grønne smelter sammen med havet, hvor blæsten rusker i mit fedtede hår og hvor jeg er så dødsensalvorligt tæt på at miste den faste grund under fødderne. Tyve meter adskiller mig fra den sikre død i havets frådende sammenstød med klipperne under mig. Tyve meter. Og det er altid der, jeg skal ud, jeg skal altid lige udfordre de sidste tyve meter, og jeg ved helt ærligt ikke hvorfor, men bagefter føler jeg mig altid lige lidt mere i live, lidt mere sat i perspektiv. Jeg føler mig så angst, at det er lige før, mine følelser ender med rent fysisk at flytte min krop væk fra den kant. Det er vildt nok. Med et sæt bevæger jeg mig derfor uvilkårligt et skridt tilbage og har herefter allerede glemt den, angsten. Man skulle kraftedme tro, jeg var en gubbi med en korttidshukommelse på 12 sekunder. Har allerede glemt, at den faktisk var der, gnisten, viljen til at blive. De sidste tyve meter. Det er dem, der gør den store forskel, for jeg vil ikke falde, men jeg ved ærligt talt heller ikke, hvordan man står fast, uden det gør ondt. Så jeg lægger mig på maven, snuser til græsset og jorden og billerne og det spæde skud af forår og kravler igen ud til kanten og lader hovedet hænge ud over den, så, nu husker jeg den igen, følelsen af at ville leve – eller i hvert fald følelsen af ikke at ville dø. Fint, godt, så ved jeg det. Hvad så nu?

Jeg har ikke lyst til at tage tilbage. Til de store, sammenknebne øjne, der forvandler min mave til en tørretumbler på ekstremt program, til de behårede hænder der på ingen måde er bløde, når de rammer min kind, til den lille mund inde bag skægget, der siger store og forfærdelige ting. Jeg har gjort det indimellem, det der med at tage ud og sætte tingene i perspektiv. Det går ikke ustraffet hen, når man skulle forestille at være en pige, der ikke må gå uden for en dør – en pige, der er til rådighed. Egentlig er jeg efterhånden bare et hylster, og mit hoved er som regel uden for rækkevidde, bortset fra de få øjeblikke, hvor hoved og krop når sammen og får skabt en frugtbar forbindelse, så jeg tør bevæge mig udenfor, uden Han ser det. Helt knækket er jeg endnu ikke, så jeg tænker, at det må være nu eller aldrig, for ellers dør jeg altså, så jeg går lidt mere ud i det grønne. Hører en brægen bag mig og ser et forvildet får, der er mere grønt end hvidt og mere menneske end får. I hvert fald er det det mest menneskelige blik, jeg nogensinde har fået i mit liv – ikke at det siger så meget, selvfølgelig. Fåret bliver stående og bræger svagt og måske har jeg bare ikke været sammen med ordentlige typer nogensinde, nej, det har jeg faktisk ikke, men jeg får indtryk af, at det bræger til mig, fåret. Og jeg aner ikke om det er sådan det er, jeg aner ikke, om det er normalt, jeg aner faktisk slet ikke, hvad normalt er. Det er et underligt får, det bliver bare stående dér, mens det bræger til mig. Måske er det sultent, men her er da masser af græs, er det ikke noget med, at får spiser græs? Fåret kigger mod nye horisonter og bevæger sig tættere på kanten – måske vil det ikke nøjes med græs længere. Det ér også et meget grønt får. Jeg vil gerne følge med, problemet er bare, at jeg føler mig låst fast. Men hvad nu, hvis jeg bliver fundet, før jeg har rørt mig ud af flækken? Så er det først slut, og det er måske i virkeligheden dér, jeg forsvinder allermest. Ved den indrømmelse er jeg ikke længere så bange for de tyve meter. Jeg beslutter mig for bare at følge det skide får. Det ene kan vel være lige så godt som det andet, og når alt kommer til alt, er det sikkert endda bedre.

Når man kommer hinanden ved.

Nu er de der igen, lydene, det er ved at være oppe over nu, kan man høre. Man kender dem ikke, men man bor jo i lejlighedskompleks, og så kommer man hinanden ved, uomtvisteligt, sådan er dét. Man kommer i særdeleshed hinanden ved i lejligheden oppe ovenpå, også gerne flere gange om ugen, det skulle jo også være så allerhelvedes sundt, siger man, men hvis man nu bare kunne få nattero, så ville man ikke brokke sig over noget nogensinde igen, nej, det ville man ikke. Og så slap man for at komme hinanden nær så meget ved og for at undres over, hvordan sengen mon kunne holde til det, i årevis har den rokket sådan flere gange om ugen, bumpet ind i endevæggen igen og igen, og det nogle gange i et tempo, som lader en Duracell reklamekanin meget tilbage at ønske, men den knirker stadig ikke, sengen, og endnu har man ikke hørt en lamel falde til jorden. Man kunne godt få lyst til at spørge, hvor man dog kunne købe sådan en seng henne, bare sådan helt tilfældigt, når man mødtes ude i opgangen en dag. Altså, hvis man nogensinde sådan for et tankeeksperiments skyld skulle få brug for sådan en god og holdbar seng, ikke…

Nu kunne man høre en knappenål falde til jorden igen, hvis man ville, det var også bedst sådan, tyst og stille, man har simpelthen ikke godt af at komme hinanden så meget ved, eller tænke på holdbare senge og hvornår man får brug for den slags, det har man altså virkelig ikke.

Danser med ulve

Klokken var langt over nogens sengetid, men ikke min, i hvert fald ikke den nat. Bassen dunkede så fint insisterende, og selv om det slet ikke var i nærheden af dansegulvet, så var det dog et gulv, man kunne danse på, den slags kan man altid selv bestemme, så jeg dansede, sådan for en sjælden gangs skyld – det var kombinationen af øllerne og bassen og de gode hiphopbeats – og nogle begyndte at danse med, en gruppe af mænd, altså, og jeg kiggede på dem og forsøgte mig 80’eragtigt og Run DMC-prøvende med de semiubehjælpsomme trin, jeg lærte dengang til hiphop i 3. klasse, og det var sgu okay sådan i en tåge af øl, de dansede i hvert fald med og der blev grinet og svedt og muligvis spildt lidt øl hist og pist. Musikken skiftede, eller det gjorde DJ’en velsagtens, og nummeret var sådan lidt latino på den fede måde, og den ene af de dansende mænd var sådan høj og virkelig pæn, men med liiidt for gode salsahofter, så da han på et tidspunkt sagde “you go, girlfriend” til mig, var der ligesom ikke nogen tvivl på dén front længere, så jeg dømte herefter alle de omkringdansende mænd i gruppen over een kam og gav måske nok lige lidt mere slip på mine egne hofter med den viden, altså indtil det viste sig, at der var en ulv i fåreklæder i flokken, som ganske vist også havde salsahofter, men det var salsahofter, som gerne ville insisterende tættere på, og nu var jeg altså lige i gang med at være girlfriend with gay dancerfriends fordi det mindede mig om dengang i New York for flere år siden, så jeg havde hverken lyst eller tid til insisterende salsahofter, men de vedblev at være insisterende på den virkeligt imbecile måde, så jeg dansede videre ud i natteluften og hen til en mand i Frederiksgade, som helt uden salsahofter leverede toppen på kransekagen – en kebab af den slags, man længe husker.

image

Den lader vi stå et øjeblik

Der er så mange derude, der kan lide sig selv så lidt, at de bedre kan lide andre.

Syvogtyve er lig med tredive

Ja, men du er også snart 30 jo!”

– sagde han, mens han tørt konstaterende kiggede på mig fra sit 9-årige livsperspektiv.

Nogle gange kommer virkeligheden lidt for tæt på.  

Aldrig mere vasketøj

Hvis der var noget, hun hadede, så var det vasketøj. Vasketøj! Utroligt nemt, alle husmødre gør det, alle husmødre elsker duften af rent vasketøj. Vasketøj var som sendt fra helvede. Jamen, alene det at definere en kulørt vask var nok til at gøre hende en smule forpustet. Jovist, hun var velsagtens en smule neurotisk anlagt, men når man står dér med et par hvide trusser med røde prikker, i hvilken bunke hører de så til ? Hvid vask eller kulørt? Putter man dem i den hvide vask, risikerer man, at de røde pletter smitter af, og den hvide vask ender med at blive den lyserøde vask. Putter man dem i den kulørte vask, risikerer man, at alle de andre farver smitter på af på det hvide i trusserne. Så mange overvejelser for blot 1 par trusser! Oftest endte hun med at vaske en sådan ubestemmelig genstand i hånden. For at være på den sikre side. Problemet var bare, at der var ret mange ubestemmelige genstande i hendes husstand. 7 børn og 1 mand producerede nok til mange dages vask i ugen. Ja, med hendes metode, faktisk dagligt.

Ja, hvis der var noget, hun hadede, så var det virkelig vasketøj. Alt det onde vasketøj, der forhindrede hende i at følge med i yndlingsserierne på tv. Man var vel hjemmegående husmor, ikke. Hun havde overvejet muligheden for at flytte tv’et ud i bryggerset, ja, det havde hun faktisk. Overvejet, men aldrig gjort. Desuden ville ungerne brokke sig, det vidste hun. Det var i øvrigt svært nok i forvejen med blot et eneste fjernsyn til 9 mand stærk. En dag besluttede hun sig for at lade tv’et inde i stuen vinde. Og vasketøjet, for den sags skyld. Bunken voksede for hver dag der gik, og hun begyndte at vænne sig til den. Det var faktisk sådan lidt sjovt at se, hvor stor den kunne vokse sig dér i kurven uden at vælte ud over hele bryggersgulvet. Familien begyndte at brokke sig. Gevaldigt, faktisk. Yndlingsblusen var ikke ren, så den mellemste ville hellere gå i skole HELT UDEN TØJ, den største brokkede sig over, at hele fodboldholdet stod og lugtede før deres sidste kamp, fordi NOGEN havde glemt at vaske deres kampdragter og hendes mand manglede ”heldig-slipset” som han jo ikke kunne forhandle uden, og han havde jo altså spildt taco sauce på den i sidste uge, og nu var der det her vigtige møde i morgen. Hun forholdt sig ikke rigtigt til noget af det. Hun observerede neutralt, hvordan vasketøjsbunken i kurven blev til Vasketøjsgulvet; hun observerede hvordan hendes mand rød i hovedet af raseri tog på arbejde UDEN SLIPS, for så kunne det da også være lige meget; hun modtog en bøde fra den ældstes fodboldklub for ikke at have taget vasketørnen; hun sendte den mellemste i skole kun i undertrøje – og modtog en seddel retur fra læreren, da den mellemste kom hjem; at den mellemste havde lånt en andens sweater, fordi den mellemste havde frosset, og om vigtigheden af at klæde sine børn ordentligt på, også for indlæringens skyld.

Ja, hvis der var noget, hun hadede, så var det vasketøj. Når man bruger tid på at ordne det, spilder man sin dag på det, og når man vælger IKKE at ordne det, ødelægger man det for alle andre og ender i øvrigt med at være en bussemand. Så en dag tog hun sit gode tøj og gik, bussemanden – ud, bare ud. Og væk. Længere og længere væk. Kilometer efter kilometer smed hun beklædningsgenstand efter beklædningsgenstand.

Aldrig mere vasketøj.