Noget Med Ord

Lille sky …

Du ønsker brændende at kunne bevæge dig på hvide, florlette skyer, som ser så skrøbelige og delikate ud, at du tænker, de alligevel ikke vil kunne bære vægten af det, der er dig. Derfor nøjes du med at kigge op på skyerne hver eneste dag. De glider forbi dig. Nogle gange langsomt, nogle gange hurtigt. De er så langt væk, og du tænker, du aldrig ville kunne nå dem, selv hvis du prøvede.

Så du prøver slet ikke. Du kigger op på skyerne og beundrer selv de mørkeste og vådeste af dem. Lader deres kraft trække i dig, men ikke mere end det. Og du gør det hver eneste dag.

I dag fangede jeg en florlet sky. Det var som om, mit navn stod på den. Jeg ved ikke hvordan jeg gjorde, og jeg ville aldrig kunne forklare, hvordan skyen føltes at røre ved, hvis nogen bad mig om det. Men pludselig var skyen altså inden for min rækkevidde, og selv om mine armes kræfter føltes så sitrende og ikke-eksisterende, så tænkte jeg, at jeg godt kunne nå. Så jeg greb ud efter skyens bløde indre. Først prøvende, siden insisterende, fik jeg den til at nærme sig mig. Jeg kravlede lige så stille op på den og lagde mig vagtsomt til rette. Den rørte sig ikke. Var helt stabilt svævende. Den kunne godt bære mig, måtte jeg konstatere. Og måske var der ikke så langt ned, som jeg troede.

Jeg er ikke tryg nok til at flyve afsted på skyen endnu. Men jeg ved, at dagen kommer, hvor jeg er klar.

Stille, stille, stille …

Solen er for længst stået op, men nattens drømme er ikke forsvundet. De har gemt sig i min krop, som svarer igen med signaler, der fortæller, at den ikke orker mere lige nu, kroppen. Den kilder alle vegne, og jeg får lyst til at lyne min hud op og træde ud af den. Det kan man bare ikke. Så jeg er i det. Det kan jeg godt. Også i dag.

Jeg tøffer ud i stuen på mine bare tæer og åbner et af mine solbeskinnede vinduer. Står lidt og trækker vejret. Laver en kop kaffe. Den er koffeinfri for tiden, for mit angstberedskab står klar til at reagere på enhver fare, og koffein er desværre en lidt for farlig ven for tiden. Senere skal jeg have morgenmad. Men lige nu vil jeg bare have kaffe.

Verdens lyde trænger ind i min stue. Der er børn i gårdhaven overfor min lejlighed. De råber begejstret. Der er liv, der leves udenfor. Jeg vil også gerne ud. Mærker en lyst til at være, leve, gøre noget. Jeg skal bare lige i bad først.

Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har sat mig ved min computer for at skrive noget. Jeg har ikke kunnet samle mig om det. Faktisk har jeg ikke kunnet samle mig om noget som helst særlig længe ad gangen. Men nu sidder jeg her. Lytter til verdens lyde, bilerne på gaden og mine overboere, der lige er kommet hjem fra deres weekendophold – og jeg skriver. Så jeg er her stadig.

Jeg glæder mig, til jeg kan være her lidt mere. Være mere tilstede. Mere bekymringsfri. Mere Sisse.

Inden under alle bekymringerne og angsten og det følelsesmiskmask, der eksisterer i mig for tiden, der er jeg stadig. Jeg dealer med det. Jeg forsøger at rumme det hele. Acceptere. Give slip. Og samtidig tage kampen op. For jeg har et liv, der skal leves. Og jeg trænger virkelig til at finde ud af, hvad planen er. Hvordan jeg kommer videre herfra. Men for at kunne det, er der noget, der skal løsnes indeni. Min angst prøver at fortælle mig noget med meget store bogstaver, og jeg forsøger at lytte til det, der ligger inde bagved. Jeg ved godt, hvorfor jeg er ked af det og bange, tror jeg. Det er vildt, hvordan livet kan bo i kroppen på en.

Men solen skinner. Det er en start. Jeg går til yoga hver dag. Det er en start. Jeg skærer ting ud af mit liv, der tærer på min energi. Det er en start. Jeg siger fra i relationer, der ikke gavner mig. Det er en start. Jeg kommer ud hver dag. Det er en start. Jeg er begyndt at bede en smule om hjælp fra andre. Det er en start.

Og jeg skriver. Jeg er her stadig.

Hvordan går det så med dig?

Der er mange ord, der er uhyggelige i denne verden. Så mange brutale sætninger, man ikke vil bryde sig om at høre.

Lige for tiden er de mest angstprovokerende ord, jeg kan møde, disse:

Hvordan går det så med dig?

Det er en simpel spørgende sætning. Svaret kan være enkelt. “Fint”, kan man sige. Man kan også sige “det går sgu ikke så godt”. Men uanset hvor enkelt svaret er, vil det næsten altid akkumulere flere spørgsmål. Der er jo grunde til, at man har det, som man har det.

Det er et af de spørgsmål, jeg efterhånden slet ikke kan svare på. Jeg ved ganske enkelt ikke, hvad jeg skal sige. Jeg forsøger selvfølgelig alligevel, det er klart. Og svarene vil variere alt efter min relation til den, der spørger.

Hver fjerde uge spørger min sagsbehandler mig for eksempel om det til et møde. Mit svar afhænger af, om det er en god eller en dårlig dag – men altid vil jeg forsøge at sige det på en måde, så det lyder rigtigt og velargumenteret. Og aldrig, aldrig uden håb om, at det bliver bedre. Også selv om jeg på de rigtig dårlige dage frygter, hvad det her forløb skal ende med.

Nogle gange er det venner, der spørger mig. Hvis de spørger mig over min telefon, får de den ærlige version på skrift. Altså, hvis jeg har en dag, hvor jeg orker. “Jeg ved sgu ikke lige, hvordan det går. Jeg synes, jeg kæmper lidt for tiden. Men jeg er heldigvis også en lille smule glad hver eneste dag. Så derfor ved jeg ikke, om man rigtigt kan sige, man har det dårligt?”. Hvis de spørger mig ude i  virkeligheden, kan jeg finde på at tale mig helt forpustet over min egen forvirring omkring, hvordan jeg egentlig har det. Andre gange siger jeg, at jeg hellere vil have et kram og tale om noget andet.

Når min familie spørger, får den helt rå version. Nogle gange græder jeg i afmagt over at være et lortemenneske der aldrig bliver til noget. Andre gange joker vi med mig og al min følsomhed. Nogle gange lytter de bare, andre gange udfordrer de mig. Nogle gange skælder jeg dem ud, fordi jeg kommer til at få min egen smerte til at handle om dem. Det er ikke altid let at være i familie med mig, tror jeg ikke.

Nogle gange møder jeg bekendte på gaden. De får den overfladiske version. Som regel, i hvert fald. “Jamen, det går skam fint,” siger jeg. Jeg lyder som om, jeg har styr på det, og det synes jeg faktisk også nogle gange, at jeg har. Men hvis de følger bare den mindste smule med på instagram eller facebook, så ved de også, at jeg lyver. Eller i bedste fald forsimpler virkeligheden gevaldigt.

Nogle gange føles det som om, det er en anden end mig, der svarer på det spørgsmål. For jeg kan ikke koge min sinds- og livstilstand ned i ord. Hvis jeg bliver spurgt på en dårlig dag og svarer fuldstændig ufiltreret på, præcis hvor skidt jeg har det, så møder jeg næsten altid den dømmende stemme inde fra mine egne tankers dyb. Det er den stemme, der siger, at jeg ikke skal ynke. Det er den stemme, der siger, at andre mennesker ikke kan holde mig ud, hvis jeg siger tingene ærligt. Den stemme, der siger, at jeg fylder for meget sådan helt generelt. Og så skynder jeg mig at sige noget positivt og håbefuldt også, så folk ikke tror, jeg er ved at tage billetten – for det er jeg bestemt ikke. Nogle dage er bare virkelig sorte.

Hvis man møder mig på en god dag, har jeg håb og drømme nok, ikke blot for mig selv, men for alle omkring mig. Jeg deler ud af mit overskud og lader træerne gro en smule ind i himlen og fortæller stolt om de fremtidsplaner, jeg (trods alt) har. Jeg kan ikke lade være. På gode dage er det svært at forestille sig, at jeg nogensinde skal få en off-dag igen. Derfor kan jeg godt forstå, det kan virke så forvirrende, at jeg ude blandt andre mennesker virker meget rigtig og energisk og overskudsagtig, mens jeg samtidig fremstiller mit liv på de sociale medier som om, jeg har en del at slås med. Men når jeg er ude blandt mennesker, er det også fordi, jeg har en god dag, hvor jeg har prioriteret det. Og det udmatter mig som regel voldsomt bagefter.

Men det er alt sammen mig. Jeg er én stor pærevælling for tiden. Angsten mudrer mit billede af verden og mig selv – og den påvirker min BDS i en negativ retning. Min angst får mig til at bekymre mig om de kropssignaler, som min BDS-krop konstant sender. Og min angst stresser kroppen og får dermed mine symptomer til at blive flere. Jeg ved aldrig, hvilken slags dag jeg står op til. I går vågnede jeg op med indre solskin i øjnene og en følelse af at være et ret okay menneske, som endda kunne tåle at drikke to kopper kaffe og spise morgenmad.

I dag vågnede jeg op til en krop, der rystede indvendigt og angsttanker, der straks buldrede derudaf. Jeg brugte hele min formiddag på at høre New Age-agtig meditationsmusik, tage et langt bad og herefter til en afstressende yin yoga-time, før jeg kunne blive bare nogenlunde velfungerende oven i hovedet. Og stadig ved jeg ikke, om mit alarmberedskab vågner igen om en time.

Samtidig rumsterer tankerne om fremtiden. For jeg har ikke tid til at have det sådan her, synes jeg. Det var sgu ikke det, der var planen. Lige for tiden vælger jeg mere fra, end jeg vælger til. Det bekymrer mig, for jeg har jo trods alt fremtidsplaner sammen med systemet – og for mig selv. Samtidig kan jeg også mærke, at det er dét, jeg har brug for – at pleje mig selv gevaldigt. Imens siger stemmen fra mit indre, at jeg måske i virkeligheden aldrig skulle have stoppet med at arbejde. Måske er det bare mig selv, der er skyld i, at jeg har det skidt for tiden. Måske bliver man bare mere syg af at være sygemeldt? Mon ikke, jeg bare kunne have arbejdet mig igennem det hele? Det er min egen skyld, forleder jeg nogle gange mig selv til at tænke. De andre kan jo godt finde ud af at slås med ting samtidig med, at de opretholder et normalt liv. Det må være mig, der er fællesnævneren for det, der er svært i mit liv.

Intet af det, jeg siger for tiden, er mere sandt end det øjeblik, det er sagt i.

For hele humlen er: jeg ved ikke, hvordan jeg har det. Det skifter hele tiden. Det er hårdt og trist og ensomt og forløsende og håbefuldt og deprimerende og angstprovokerende og stressende og jeg ved fandme ikke, hvad jeg skal sige til jer, når I spørger mig, hvordan det går.

Samtidig frygter jeg mindst lige så meget den dag, hvor ingen længere spørger. Jeg er faktisk heldig, at jeg frygter de ord. For det betyder, der er folk, der spørger mig. Folk, der vil mig.

Til de af jer, der stadig hænger ved og er der: TAK. Af hjertet tak.

 

Den, der lever stille

– Mor og jeg har talt om, at det burde have været din fætter Martin, der var vores barn, og ikke dig, sagde min far. Jeg så ned ad mig selv og følte mig utroligt farvestrålende i min figursyede, koboltblå uldkjole og mine røde sko. (…) – Martin ville have passet meget bedre til os, sagde min far. – med den opdragelse, du har fået, kan vi simpelthen ikke forstå, hvordan du er kommet ud af det. – Det kan jeg heller ikke, sagde jeg og hævede mit glas. – Og skål på det. Det måtte være den mærkeligste skål, jeg nogensinde har udbragt, tænkte jeg, og så juleaften. Selv Mother Theresa var ved at køre træt. 

Jeg er, min dansklæreruddannelse til trods, ikke litterær som sådan. Dette er så absolut ikke en anmeldelse. Det er bare en beskrivelse af en læseoplevelse. Min læseoplevelse.

For jeg har netop læst sidste side af Den, der lever stille. Og det er det, jeg er lige nu. Stille. For bogen, som Leonora Christina Skov har skrevet, maner til eftertænksomhed. Jeg er sikker på, at romanen kan læses meget forskelligt. Sådan er det i princippet med al litteratur, fordi vi alle vil læse noget forskelligt ind i de ord, der står skrevet på siderne. Virkeligheden vil altid være vores egen og andre kan blot søge at forstå den, men vil altid se den i lyset af deres egne virkeligheder. Og en roman er blot et udsnit, et tilsnit, et relief. Vi læser os selv ind i ordene. Det kan ikke undgås.

Men denne historie er Leonora Christina Skovs. Og den er hård og ubarmhjertig på mange måder. Jeg havde forventet at sidde med kleenex fremme og græde mig igennem den, sådan som jeg har forstået, andre før mig har gjort under deres gennemlæsninger. Det var dog først, da jeg kom til det sidste kapitel, jeg måtte lade tårerne falde. Det gjorde de til gengæld også i stor stil.

Rammen om hele romanens fortælling er virkelig gennemtænkt. Begyndelsen er enden, og enden er en begyndelse. Det er meget smukt, også rent symbolsk. Jeg sidder med en følelse af at skulle læse bogen igen for at forstå endnu flere facetter af den måde, bogens komposition spiller sammen med indholdet.

Flere har udtalt sig om denne bog som en fortælling om en pige med en ualmindelig hård barndom. En pige, der i det stille kæmpede med dysfunktionelle forældre og en spirende identitetskrise særlig foranlediget af, at hun efterhånden erkendte, at hun var lesbisk. Og det er da også rigtigt.

Indimellem måtte jeg lægge bogen fra mig, fordi jeg blev så træt og vred. Jeg genkendte så mange mønstre i de beskrivelser, hun lavede af de voksne i hendes familie. Leonora Christina beskriver så fint, hvordan tankegange og handlemønstre kan gå i arv – i en familie, hvor man siger “det taler vi ikke om, men vi kan godt tale omkring det længe”. Hun har været en pige – og senere kvinde – der stod i spænd mellem forskelligartede hensyn. Først hensynet til sine forældre, der uden tvivl havde deres egne udfordringer.

Mine forældre var to skyskrabere, der rykkede tættere på mig og truede med at knuse mig fuldstændig, og jeg kunne ikke gøre andet end at undskylde, før jeg blev udslettet, men min anger var iblandet raseri. Hvor er du fej, mor, tænkte jeg. Du sladrer jo bare til far, fordi du ikke selv kan klare dig.

Sidenhen stod hun mellem hensynet til sine forældre, sin mormor – og sig selv. Hun har fået dårlig samvittighed ind med modermælken – og familien holder fint den sorte samvittighed i skak i deres måde at være på. Christina bliver brugt som lynafleder for ALT, og jeg kan ikke sætte ord på, hvor meget jeg føler med hende i forhold til alle de helt umulige ting, hun har måttet lægge øre til fra sin familie gennem tiden. Leonora Christina beskriver persongalleriet på en ikke-karrikeret måde. Jeg synes, hun formår at få de facetter med, der netop gør, at man bliver fastholdt i en relation med mennesker, som kan være rigtig tunge og svære at have med at gøre. For der er små åbninger – små parenteser – i alle mennesker, som dæmmer op for håbet. Håbet om, at det hele bliver bedre. Håbet om, at man snart bliver set for den, man er og det, man gør. Håbet om at blive elsket betingelsesløst.

Som jeg ser det, har Leonora Christina Skov haft en opvækst præget af betingelser. Livet har været særlig centreret om en mor, der boede i en evig og ikke-perspektivbevidst offerrolle. En sådan offerrolle, som kan suge alt og alle omkring den med ind i det sorte, forkvaklede og teatralske univers, en sådan offerrolle kan skabe. Hendes far er blevet suget ind i det univers, fordi det passede så glimrende til hans sort-hvide tankegang om verden. Og mænd vil gerne gøre deres kvinder glade. Det er et succeskriterie for en mand at holde sin kvinde glad. Koste, hvad det koste vil – tilsyneladende også forholdet til sin datter. Offerrollen sad mormoderen uden tvivl også fast i. Der var underspillet drama, skyld og skam alle vegne i den del af bogen, der handlede om Christinas opvækst. Det ville have været let at fortsætte ad den vej – men det gjorde Leonora Christina ikke.

Der foreligger ingen tvivl om, at det har været en usigelig stor kamp for hende at lytte til sin indre stemme. For hun har også altid “den gode datter” indeni, som fortæller hende, hvordan hun bør være. Samvittigheden, som gennem formuleringer fra hendes forældre, fortæller hende, hvordan livet bør være. Når man er vokset op i et hjem med stramme regler og meget faste verdensbilleder, kan det være svært at ryste af sig – også selv om man er anderledes indeni. Jeg synes, følgende citat meget godt beskriver den dobbelthed, der ligger i at lytte til sig selv – også når dét at lytte til sig selv bliver på bekostning af andre (et tema, der i øvrigt ræsonnerer fuldstændig sindssygt ind i mit eget liv for tiden):

Det føltes som en ren bodshandling. Et kæmpestort UNDSKYLD skrevet med trylletusser hen over de sidste tyve år. Undskyld, at jeg blev født. Undskyld, at jeg flyttede hjemmefra og skabte mig det liv, jeg drømte om. Undskyld, at jeg sprang ud, også offentligt. Undskyld, at jeg nægtede at leve alene eller komme hjem og spille single. Undskyld, at jeg havde et godt forhold til min mormor. Undskyld, også, at jeg ikke fik mig et almindeligt job, men blev forfatter, og undskyld, at det ikke er brødløst.” 

Jeg græd mig igennem det sidste kapitel. Jeg græd, fordi jeg synes, det er så smukt og stort at kunne finde styrke til at skrive en sådan bog – at kunne finde styrke til at lytte til sin indre stemme om dét, man må gøre. Jeg græd, fordi bogen bekræfter mig i mange af de ting, jeg selv tænker ofte: at ærligheden er den stærkeste kraft, vi har. Ærligheden kan skille os ad eller bringe os tættere på hinanden (og som jeg forstår det, har Leonora Christina med udgivelsen af denne bog fået et tættere forhold til sin far – dét er da smukt!) Og kærligheden til en selv må altid komme først – også selv om den er på bekostning af andre. Det er hård, men vigtig læring, hvis man vil leve et liv i overensstemmelse med sig selv.

Jeg kan umuligt sætte mig ind i den barndom, Christina Skov har haft. Men det spirende voksenliv, som det beskrives af Leonora Christina – dét vækker genklang i så mange ting og kampe inde i mig selv. Derfor læste jeg mindst lige så meget hendes roman som en fortælling om en ualmindelig stærk kvinde. En kvinde, der som barn havde en endog meget gennemtrængende følelse af, hvem hun i virkeligheden var inde bag alle lagene. En kvinde, der til trods for en meget stor og familierelateret samvittighed (no wonder why!), lyttede til sin indre stemme og af flere omgange brød fri. Måske brød hun i virkeligheden først helt ud af samvittighedens onde, sorte fængsel, da hun udgav denne bog. Måske kan man aldrig rigtig bryde fri fra sin opvækst – well, det kan jeg kun gisne om.

Leonora Christina Skov, hvis du nogensinde læser dette: dine smukke ord har talt lige ind i mit hjerte. Dine formuleringer og kloge metaforer skabte så mange vilde billeder inde i min hjerne undervejs. Jeg skal læse din bog igen. Og jeg skal læse flere af dine bøger – det ligger helt fast! Men vigtigst af alt: du bekræfter mig med denne bog i, at man skal lytte til sig selv, uanset hvor ondt det gør. Indeni mig hvisker og prikker ordene til mig om også en dag at dele noget af min historie. Og selv om den ingenlunde ligner din, så er der temaer, jeg kan genkende. Og nu mærker jeg i stigende grad modet til som 31-årig at gøre det, jeg altid selv prædiker: være helt ærlig. Så godt som, i hvert fald. Jeg har længe sagt til mig selv, at jeg vil skrive en bog – men jeg har ikke turdet gå rigtigt i gang, fordi jeg ikke aner, hvordan jeg er ærlig og tager hensyn til omverden på samme tid. Dine ord og din bog har fået mig til at indse, at det ikke handler om at turde. Det handler om at gøre det, man må gøre, fordi ens indre siger det.

TAK!

27881059_298779590649898_3130464064187138048_n(1)

Det knirker

Og det knirker.

Det knirker i min krop som det knirker under mine fødder i den sne, der helt uskyldsrent har lagt sig på jordens overflade i det område af verden, hvor jeg befinder mig.

Det knirker, fordi det er dét, der sker, når sneen giver plads til mig og min vægt.

Det knirker, men jeg kan næsten ikke høre det, for sneen pisker mig i ansigtet og ind i øregangene. Mine øjne bliver til sprækker, og det er ikke kun for at beskytte mig fra sneens vold mod mine øjeæbler; det er fordi, jeg smiler.

Jeg smiler, fordi sneen knirker og lammer mine kinder og lyser min verden op og lader mig mærke, at jeg er her.

Jeg stiller mig midt i den lille park ved Læssøesgade. Så står jeg dér. Jeg er den eneste i nærheden. Så jeg svajer, mens jeg kigger mod himmelhvælvingen.

Min tunge rækker ud efter de talrige fnug. De strejfer min tunges våde varme, som fluks får dem til at skifte form. Min mund og mit ansigt er vådt af sne, som jeg helt selv har tøet op bare ved at stå ude i verden og eksistere.

Jeg smiler stadig. Kommer til at tænke på Super Carla. Jeg får straks et indre soundtrack til at spille: Rolling Stones – She’s a Rainbow. Drejer prøvende rundt om mig selv og forestiller mig, at jeg har en sort kappe på. Jeg ved, at folk kan se mig, hvis de altså kigger. Men jeg kan ikke selv se noget. Og lige nu er jeg Super Karla.

Det knirker, mens jeg drejer rundt. Jeg kan ikke høre det, men jeg kan mærke det.

Verden er for en stund indhyllet i hvid kulde, der skaber både ro og kaos i lille Danmark.

Det knirker. Og jeg sætter uendelig pris på at være her til at kunne mærke det.

12694639_10153425924157939_5987850675338662533_o

Faldskærmssystem

På mange måder er systemet et paradoks for mig. Systemet er her blandt andet for at hjælpe de syge og de, der kæmper med livet på forskellig vis. Systemet er et redningsnet. Systemet er en faldskærm.

Men man skal vide, hvordan man bruger en faldskærm. Hvis man ikke gør de rigtige ting på det rigtige tidspunkt, folder den sig simpelthen ikke ud. Og så kan man komme meget galt afsted.

Jeg har det for tiden så tilpas dårligt, at jeg passer ind i en af de kasser, der gør, at jeg kan få en henvisning til en psykolog. Det er en mulighed, jeg sætter stor pris på. Der er ikke meget at rutte med på sygedagpenge, så psykolog er ikke noget af det, jeg føler, jeg har råd til. Ironisk nok har jeg fået det dårligt, FORDI jeg er i systemet og står meget usikkert i forhold til fremtiden og økonomi. Men nu forstår jeg alligevel, hvorfor folk nogle gange vælger at kaste penge, de ikke har, efter problemet.

Når man får en henvisning, skal man finde ud af hvilke psykologer, man kan komme ind hos – altså hvilke psykologer, der overhovedet er en del af henvisningssystemet. Herefter skal de kontaktes. Nogle på mail, nogle i telefontiden. Nogle udelukker jeg på forhånd baseret på afstand og/eller rygte. Ja, jeg er vel kræsen, når det kommer til mit mentale helbred. Kemi er en afgørende faktor.

Jeg har kontaktet 10+ psykologer. Historierne er næsten de samme:

Ja, du kan få en tid efter sommerferien.”

“Jeg har simpelthen lukket for tilgang af patienter, fordi jeg er fuldt booket.”

“Jeg kan ikke tage dig ind, jeg har for travlt, men jeg kan henvise til min kollega Xx, der dog ikke er en del af sygesikringen.”

Man bliver træt. Håbet svinder. For mit vedkommende tænker jeg, at jeg nok skal klare den. Til sommer er mit angstproblem sikkert alligevel væk. Men det er jo NU, det er svært. Det er NU, hjælpen skal sætte ind. Det er NU, faldskærmen skal foldes ud. Jeg har håb for mig selv. Det er ikke fordi, jeg står på randen af en afgrund så dyb, at jeg aldrig vil komme op af den. Men jeg kæmper på daglig basis med de angsttanker, der ellers forlod mig for mange år siden. Jeg mærker dem snige sig ind på min personlighed og den handlefrihed, jeg ellers længe har nydt at have i mit liv igen. Og jeg ved godt, hvordan det bliver, hvis jeg lader angsten overtage.

Så jeg tager kampen op og indrømmer, at jeg har det skidt. Jeg søger hjælp. Men selv om staten giver penge til psykologbehandling, er der et loft for, hvor mange der kan få den hjælp. Så vi sættes i kø. I kø til et bedre liv. I kø, mens vi koster systemet penge. I kø, mens systemet vil have, vi gør tiltag, så vi kan få det bedre, så vi kan blive raske og bidrage til samfundet.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på de mennesker, der er dårligere stillede end jeg. JA, jeg har en kronisk sygdom og har som følge af hele sygemeldingsforløbet og usikkerheden fået angstproblematikker. Men jeg har handlekraft, intellekt og kampgejst. Jeg har ikke givet op og mistet håbet. Kun glimtvis, i hvert fald. Jeg skal nok klare den. Jeg gør, hvad jeg kan.

Men der er mennesker, der er så deprimerede, at de knap orker gribe telefonen eller skrive en mail. Måske går de ikke engang til lægen for at få en henvisning. Måske ved de ikke engang, de kan få en henvisning. Og hvis man så endelig gør sig den kraftanstrengelse, det er at henvende sig efter hjælp – så får man det kæmpe smæk i hovedet: “Du skal selv navigere efter hjælpen og finde det rette sted. Og der er minimum 6 måneders ventetid. Alternativt kan du søge længere væk efter hjælpen. Vi håber, du kan holde ud imens. Ellers kan du selvfølgelig altid vælge at betale fuld pris.”

Personligt har jeg fået en psykologtid i næste uge. Det ved jeg ikke engang, om jeg har det godt med. Jeg henvendte mig hos en psykologpraksis, der havde “en psykolog til alle jer, der har ramt bunden i systemet. Alle jer, der ikke kan komme ind nogle steder på grund af den sindssyge ventetid. Alle resterne.” Jeg har fået tiden uden om min henvisning. Til studiepris. Hvis man er medlem af Sygesikring Danmark, er prisen NÆSTEN den samme, som hvis man var på en almindelig henvisning med tilskud. Det vil sige, at man skal give 250 kroner pr. gang modsat 100 kroners egenbetaling på henvisningen. Jeg sagde ja til tiden. Jeg mener, det gør man jo.

Men jeg gør det med et tungt hjerte, mens jeg tænker, at der fandme er noget galt i Danmark.

Jeg har ikke ondt af mig selv. Jeg er på mange måder et priviligeret menneske.

Men jeg får ondt i maven ved tanken om de, der bliver tabt undervejs. Jeg forstår sgu godt, hvis de ikke orker den her mølle. Man har altid ansvaret for sit eget liv og velvære – det er jeg langt hen ad vejen tilhænger af. Men når man har det så skidt, at man knap magter at opretholde en nogenlunde daglig rutine, så har man brug for, der er nogle, der tager over. Har man ikke et ressourcestærkt netværk, så må systemet træde ind.

Jeg håber, der snart bliver designet en større faldskærm med selvudløser. Det ser ud som om, der er brug for det.

Start på 2018 – en dystopi

Vinden blæser og mine fødder bærer mig langs vandkanten. Der ligger smukke muslinger og betragter mig nedefra, mens jeg kigger ud mod horisontlinjen. Her lugter af tang og salt og råddenskab og vandet er næsten lige så gråt som himlens dovent formede skyer. Det er første dag i 2018 og jeg er aldrig trådt ind i et år med så lidt vished om dets forløb som nu. Jeg mener, man ved selvfølgelig aldrig, hvad fremtiden bringer, men man kan ofte have en køreplan eller en meget klar idé om, hvad der skal ske. Jeg ved intet. I dag erkender jeg blankt, at jeg befinder mig i en form for krise. De positive mennesker siger, at man skal se et sammenbrud som et opbrud, der skaber nye muligheder, og jeg ved godt, at sandheden også kan være sådan. Men jeg er tryghedsorienteret og faktum er, at jeg går et år i møde, hvor jeg ikke ved, hvilket økonomisk grundlag, jeg får. Jeg ved ikke, hvordan mit fremtidige arbejdsliv vil komme til at se ud. Jeg ved ikke, hvad jeg kan eller hvor meget, jeg kan det. Jeg sidder i systemet og jeg vil gerne ud af det og være i noget andet. Men lige nu er jeg i systemet for at passe på mig selv, og jeg kan ikke se, hvilken vej der vil være den bedste at gå fremover. Om tre dage har jeg et møde med min sagsbehandler. Før jul fortalte jeg hende, at det ikke gik efter planen med min praktik, og at jeg må gå væsentligt ned i tid igen. 10 timer pr uge, tænker jeg. Mit ego lider under den erkendelse. Hun har bedt mig tage stilling til, hvad jeg har brug for, der skal ske efter den 31. januar, hvor min praktik i princippet stopper. Jeg har ikke kunnet tænke på det hen over julen. Min jul har krævet kræfter af mig. Jeg nåede aldrig ned i gear i denne ferie. Jeg har brugt kræfter, jeg næsten ikke havde. Jeg ved ikke, hvorfor jeg kan rumme så lidt for tiden. Jeg ved ikke, hvad mit dyk skyldes. Jeg er ærlig talt træt af at skulle måle og veje mig selv. Jeg orker ikke flere møder og mere evaluering. Jeg orker ikke tage stilling til fremtiden. Jeg vil gerne gemme mig. Lave strudsen på det hele. Kan jeg ikke godt bare sidde her i skumringen og skrive for evigt? Jeg vil gerne flytte ud i en skov og kigge ind i et bål. Det ved jeg godt, hvad betyder – at jeg har brug for ro. At jeg skal passe på mig selv. At det hele er lidt for meget. Angsten er på vagt i min krop, den vækkes ofte for at passe på mig, og jeg ved ikke, om jeg lytter, for angsten er på en gang min ven og min fjende; jeg skal lytte til den, men jeg skal ikke lytte for meget til den. Hvis jeg bliver bange for angsten, er det først, jeg forsvinder.

Jeg er så dobbelt.

For jeg er klog, og jeg kan godt være positiv og handlekraftig og dygtig og god til mennesker og charmerende og sjov og en gevinst i mange sammenhænge. Jeg ved, at jeg har hele pakken. Jeg ved, at jeg er rigtig god.

Men det er ikke den Sisse, jeg kan være lige for tiden. Lige nu er jeg Den Anden Sisse; den, der er bekymret og ængstelig og omskiftelig og forvirret og som har smerter og er træt-træt-træt. Jeg gider ikke være Den Anden Sisse, den jeg er lige nu, men jeg er i krise, så jeg kan ikke andet, og det er jo også mig, det her. Det hele er mig. Er der ikke nok nogen, der vil tage mig i hånden og fortælle mig, hvad man skal gøre, når man har fået en sygdom, det er svært at leve et helt normalt arbejdsliv sammen med? Hvad man skal gøre, når man forsøger på een og samme gang både at komme op i timetal i en praktik, hvor man samtidig også forsøger at skabe sig en ny professionel rolle i en arbejdsfunktion, man aldrig har prøvet før? Jeg ved helt ærligt ikke, om jeg kan begge dele på en gang. Men jeg kan heller ikke være lærer igen.

Helt ærligt. Hvordan gør man?

Om tre dage skal jeg fortælle min sagsbehandler, hvad jeg kunne have brug for, der sker, når min praktik udløber den 31. januar. Lige nu er jeg helt blank. Jeg aner ikke, hvad jeg har brug for. Andet end en plan. Jeg har brug for at have en plan, så jeg ikke forsvinder. Men ikke en plan, der kører mig så hårdt, at jeg bliver en bløppet masse igen. Jeg har brug for at have noget at tro på.

Det er den 1. januar 2018 og jeg tillader mig selv at starte året med at være i tvivl. Om det hele. Jeg ved af erfaring, at jeg ikke vil have det sådan her for evigt. Jeg ved, at min drivkraft vil vække mig i det sekund, overskuddet rammer mig igen. Men lige nu har jeg ikke noget at give af. Jeg har ikke mere brændstof. Jeg er forvirret og jeg vil alt og ingenting. Men mest af alt vil jeg bare godt lige blive kampklar igen. Jeg har mere eller mindre været en del af systemet igennem de sidste tre år – de seneste 8 måneder på fuld tid uden job at vende tilbage til. Det var ikke det, jeg havde forventet af mig selv. Jeg ser mig selv som et kompetent menneske. Et menneske med endog meget gode evner for ret mange ting. Jeg har altid tænkt, at man bør udnytte sine evner. Jeg har altid tænkt, at jeg skulle være noget stort og flot, fordi jeg var klog. På den front har jeg ikke lavet andet end at skuffe mig selv. Men nu laver jeg en mindelund for De Storslåede Forventninger. Det nytter ikke noget; de må stedes til hvile. Lige nu skal jeg bare fungere. Sigte lavt. Sluge kameler. Tilgive mig selv, at jeg nok ikke bliver storslået eller normalspeciel.

Det kræver næsten, at man er rask, for at kunne holde til at være syg, siger de. Lige nu synes jeg faktisk, de har ret. Også selv om stemmen indeni mig hvisker “Hold nu kæft, du er jo ikke sådan rigtigt syg, du er jo bare pivet og følsom som altid, LorteSisse. Hvis du bare tager dig sammen og knokler løs og vender det hele om til noget positivt, så kunne du jo godt klare den. Du kunne sikkert godt tænke dig rask, hvis du virkelig prøvede. Men det gør du ikke, du giver slip og giver op og giver los. Tag dig sammen.”

Jeg vil ikke lytte til den stemme, for selv om den får mig i tvivl, så ved jeg sgu godt, at hvis jeg havde kunnet tænke mig mere velfungerende, så havde jeg gjort det for længst. For er der noget, jeg er, så er det stædig. Stædig og ambitiøs og fuld af drivkraft. Bortset fra, når jeg ikke har kræfter til det.

Det er den 1. januar 2018 og jeg har aldrig været så meget i tvivl om mit livsgrundlag før. Samtidig har jeg aldrig elsket mig selv højere, og hvis det at elske mig selv og tage hensyn til min krop betyder, at jeg skal kæmpe med mine forventninger til voksenlivet og hele systemet, so be it.

Jeg vælger at trække vejret ned i maven. Jeg vælger at være i tvivl. Jeg gør det åbent. Du kan se lige igennem mig. Jeg holder ikke noget skjult. Hvorfor skulle jeg?

Jeg aner ikke, hvor jeg ender i 2018. Men jeg håber, det bliver en smuk rejse. Så kan destinationen sådan set være ligemeget. Altså, i princippet.

På vej hjem fra stranden blæste en medvind mig op ad bakken mod Skt. Pauls Kirke. Måske har jeg mere medvind i sigte.

Jeg skal bare turde stille mig ud i blæsten for at opdage det.

Jeg føler mig helt blæst, så jeg vil gerne blæses igennem. Blæses omkuld. Blæse og have mel i munden. Være borte med blæsten eller bare sige “blæse være med det”.

Men nye vinde blæser. Og svaret blæser i vinden forude. Så må jeg vente at se, hvilken vej vinden blæser.

Uanset hvad blæser jeg det hele et stykke og udgiver dette indlæg. Det er langt og tungt, men det vil jeg blæse på.

For ordene er mine.

Lige gyldig hvad, har jeg noget med ord.