Noget Med Ord

Tredive rimer ikke på noget – status på livet som trediveårig

Hvis jeg skal opsummere det seneste år som 30-årig i ét eneste ord, må det ord være: mod. Det har krævet mod hele vejen igennem at være tredive. For tredive rimer ikke på noget, og så alligevel på en hel del. Mit liv og den, jeg er, begynder for alvor at stikke ud nu. Sådan oplever jeg det i hvert fald. Det er en interessant oplevelse, der har fyldt mig med lige dele frygt og fandenivoldskhed. Der er ikke mange, jeg kender, jeg kan spejle mig i. Der er ikke mange, jeg kender, som er dér, hvor jeg er.

Jeg skød mine 30’ere i gang med to ting i bagagen:

  1. En sygdomsdiagnose efter 3,5 års søgen efter at finde ud af, hvad der var galt med min krop.
  2. En fest med de fleste af mine nærmeste samlede – det var meget rørende for mig.

Sygdommen har fyldt meget hele året. Det første halve år hang jeg i med neglerødderne. Jeg arbejdede, var syg, arbejdede, var syg. Jeg gjorde, hvad jeg kunne for at slippe for at mærke mig selv. Jeg forbandede det alt sammen. Jeg forbandede mig selv og min krop og mit hoved. Men så startede jeg i gruppebehandlinger på sygehuset. Jeg mærkede langsomt, at jeg måtte give slip på alle mine forbandede forventninger til mig selv, som bare var med til at gøre mig mere syg i kroppen. Jeg mærkede meget tydeligt, at jeg måtte slippe lærergerningen i den danske folkeskole. Jeg måtte slippe det hele. Jeg blev sygemeldt. Det var et enormt hårdt slag for min selvrespekt at erkende det. Og sindssygt svært, når jeg ikke vidste, hvad der ventede på den anden side.

I hele processen har jeg været tvunget til at åbne op om sygdommen, mig selv, det hele. Jeg har været bundærlig over for ledere, venner, familie. Ærlighed falder mig på mange måder naturligt, men IKKE i en professionel sammenhæng. Den nød var hård at knække. Min læge har udtalt, at jeg er et menneske med “en meget høj arbejdsidentitet”. Jeg må give hende ret. Jeg følte, det var en falliterklæring, at jeg ikke kunne holde til noget så mondænt som at være lærer (jeg ved virkelig godt, hvor meget jobbet kræver, men det var bare min syge hjerne, der lige talte der). Men da jeg først gav slip. Da jeg først gav det, der var der, lov til at være der – så mærkede jeg lige så langsomt, at det var det, min krop havde skreget efter.

Den gav slip, kroppen. Det gjorde ondt i begyndelsen.

Men så kom yogaen. Yogaen har reddet min krop, tror jeg. Jeg har nu et fast abonnement hos Yoga Collective og kommer afsted 2-3 gange i ugen til Yin yoga. Det er fantastisk og en hel beskrivelse værd i sig selv. Jeg føler mere og mere, min krop og jeg arbejder sammen. Jeg er ved at blive ven med den.

Lige så stille og roligt mærkede jeg en spirende lyst. En lyst til livet. En lyst til mig selv. En lyst til at lade mig udfordre. En lyst til at give mig selv al kærlighed i verden. En lyst til at give andre mennesker al kærlighed i verden. En lyst til at prøve mig selv af. En lyst til at flirte mere. En lyst til bare at eksistere med alt, hvad jeg er. En lyst til at dele ud af det alt sammen. En lyst til at være pisse fandenivoldsk. Hvis ikke nu, hvornår så?

Ikke mindst mærkede jeg som 30-årig drømmene hviske højere, højere, højere. Jeg kunne pludselig høre dem. De hviskede insisterende: “Skriv, Sisse, skriv! Kom ud med dine ord. Gør noget mere ved det.” Der kom flere og flere tegn på, at jeg burde gå den vej. Altså på vejen med de skrevne og de talte ord. Og jeg lyttede. Jeg begyndte at stille mig op på scener og italesætte noget af det, der foregår indeni mig. Jeg begyndte at skrive mere på instagram. Jeg begyndte at insistere på at være nøgen på flere planer. Ærligheden bar mig langt. Ærligheden gav mig en praktikplads med sigte på at arbejde med skriftlig kommunikation. Det prøver jeg nu kræfter med. Det er svært og spændende. Jeg ved, jeg vil være hamrende god til det, når jeg får en større viden om feltet. Mit arbejdsliv skal lægges om. Når jeg kommer ud på den anden side som raskmeldt, aner jeg ikke, hvad der skal ske. Om jeg kan træde vande. Men jeg tror det. For indimellem har den her proces fået mig til at føle det som om, jeg kan gå på vandet.

Mange, der kender mig, vil helt sikkert synes, jeg har forandret mig. At jeg på internettet syner anderledes. Det kan man helt sikkert tænke mange ting om. Det gør jeg også selv indimellem. Men jeg er bare Sisse. Ligesom jeg altid har været – nu viser jeg det bare endnu mere til verden, end jeg før har gjort. Selvfølgelig er jeg bange for, hvad det gør, at jeg ligger i en super uredigeret version på nettet – vil det spænde ben for mit professionelle liv? Men helt ærligt; hvis mine evner og min professionalitet ikke vil skinne ud over min interneteksistens for en kommende arbejdsgiver, så er det nok ikke der, jeg skal være.

I morgen bliver jeg 31. Det har jeg det svært med. Så er jeg for alvor i 30’erne. Og jeg kan ikke måle mit liv på “normale parametre”. Hvad end det er. Jeg har hverken mand, børn, fast job eller fast ejendom. Især det med manden er noget, jeg savner. Meget. Men til gengæld har jeg noget andet nu: selvkærlighed. Det tror jeg faktisk aldrig rigtig, jeg har haft sådan for alvor før.

Så det kan godt være, 30 ikke rimer på noget. Men derfor kan det rime på alting. Og for mig rimer tredive på mod og kærlighed.

Ikke det værste at tage hul på livet som 31-årig med.

Så nu vælger jeg at glæde mig.

Det meningsfulde i den meningsløse samtale om vejret

Vejret kan ikke beslutte sig for noget.

Det kender jeg godt. På den måde er vi sjælevenner. Soulmates.

Vi er grå og blå og lidt for kolde og utilregnelige og med alt for mange, der har en mening om os. Men det blæser vi på.

I dag er jeg gået udenfor for første gang i flere dage. Vinden har bidt i mine kinder og udraderer minder om de sidste dages hjernetomgang, de forsvinder med vindens sang, den har en behagelig klangfuld tone i mine tinnitusbefængte ører.

Jeg mødes med ham, ganske som vi plejer. “plejer”. Han ved godt, hvorfor jeg vil mødes nu.

Shit, hvor det blæser, siger han.

Jeg trækker vejret, før jeg taler om det.

“Det trækker op til regn”, siger jeg imens angsten hamrer løs indeni mig for at komme ud og jeg i virkeligheden har lyst til at sige “Jeg tror måske, jeg er ved at dø, fordi jeg har ondt i nakken. Den føles sådan helt stiv. Ligesom meningitis” Det siger man jo ikke. Man ville lyde fuldstændig sindssyg. Det ville skræmme alle folk væk. “Mit hoved summer og jeg ved ikke, om jeg egentlig trækker vejret, og jeg kan ikke mærke min krop, burde jeg gå til lægen? Jeg vil helst ikke findes død alene i min lejlighed” ville jeg fortsætte til dig, men jeg ved godt, at ordene lyder dumme, når de kommer ud af min mund. Og jeg ved godt, at du ikke ved, hvad du skal sige, når jeg får det sådan. “Du skal ikke til lægen. Du er ung og rask,” ville du måske forsøge at sige, mens du godt ved, at det slet ikke hjælper mig.

Jeg trækker vejret stødvis.

Du kan se det på mig. Panikken bag mit blik.

“Hvis det regner, får afgrøderne da noget vand,” fortsætter du i stedet, og jeg spørger ind til afgrøderne. Jeg lærer noget om plantearter og sæsonbetingning og imens glemmer jeg min stive nakke og dødsangsten lidt. Lidt. Jeg trækker stadig vejret. Fokuserer kun på dit rolige blik og dine læber, mens de taler om vejr, dit vejr, og afgrøder. Alt andet snurrer rundt, men dig – du står knivskarpt.

Jeg trækker vejr.

Du taler om den sommer, der var alt for tør og varm, mens det begynder at dryppe. Vi står udenfor. Du kan ikke se min indre rysten. Regndråberne rammer min hud og camouflerer mig. De får mig til at mærke noget andet. Det er rart.

“Nu regner det”, konstaterer du unødigt.

Jeg trækker vejret.

Siger “Ja. Ja, nu regner det.”

Jeg kan godt mærke det. Måske virker jeg stadig?

Du inviterer mig indenfor. Du har kage og jeg skal jo ikke blive våd i regnen. Vi må hellere spise sukker og sukke og svømme i en sø af sex, mens vi venter på solskin. Sammen.

Jeg trækker vejret.

Imens ved du slet ikke, at det er din skyld, at det er dig; du trækker mit vejr.

 

Single

For hvert år, der er gået, har jeg lagt mærke til den. Datoen for, hvornår livet som single begyndte. Hvert år gjorde jeg op i tal. Hvor mange dates, hvor mange kys, hvor mange knald, hvor meget har jeg været værd i mænd?

Da jeg havde været single i 4 år, sagde jeg til mig selv, at det næste år måtte blive året, hvor jeg fandt en kæreste af den ene grund, at jeg simpelthen ikke kunne overskue at sige højt til nogen, at jeg havde været single i 5 år. 5 år måtte være lavmålet, tænkte jeg. Jeg har sgu tænkt så meget.

“Hvad er der mon galt med mig?”

“Hvorfor vil han mig ikke nok?”

“Hvad sker der for min evigt dårlige timing?”

“Er jeg for meget – for stor en mundfuld for andre mennesker?”

“Er jeg mon ikke værd at elske, sådan rigtigt?”

“HVORNÅR kommer han (og redder mig)?”

Spørgsmålene har været mange, og det har været de helt forkerte spørgsmål, jeg har stillet. De har taget udgangspunkt i andre menneskers banehalvdele. De har givet de andre mennesker al magten. Og bevares, det at finde en kæreste vil altid afhænge af to mennesker og det rum, der er imellem dem. Men jeg var altid enten ovre i de andre eller helt inde i mig selv.

Nu har jeg været single i 5,5 år. Ja, jeg tæller stadig på den front. Jeg har dog ikke længere overblik over, hvor mange dates jeg har været på. Jeg er faktisk ligeglad. Jeg har også givet slip på tanken om, hvornår jeg mon får en kæreste. Hvornår jeg kan føle mig hel igen. Hvornår jeg stopper med at være ensom. Hvornår mit liv får et større formål end mig selv.

Jeg kan ikke sige præcis, hvornår eller hvordan skiftet er sket. Jeg tror, det er sket i takt med, at jeg har givet slip på alt det ydre. Mærket efter, hvad jeg har brug for inden for de rammer, jeg rent faktisk har til min rådighed. Handlet på mine indre drømme og lade mig selv turde at være modig. Draget omsorg for mig selv. Åbnet op for nye oplevelser. Jeg kan mærke, at mit værd ikke nødvendigvis længere afhænger af andres kærlighed. Jeg er stærk nok alene. Jeg behøver ikke som sådan nogen at læne mig op ad. Jeg VIL gerne, men jeg behøver det ikke, for jeg kan godt administrere mit liv selv. Jeg kan godt elske mig selv.

Tidligere gik jeg helt i baglås, når folk sagde, at man først skulle finde en kæreste, når man ikke længere havde brug for en. Så kunne jeg jo aldrig begynde at finde en kæreste, hvis jeg skulle følge den devise. Jeg synes stadig, det er lidt noget pjat, for der er absolut ikke noget galt i gerne at ville have en kæreste. Men jeg kan alligevel godt se, hvad de mener. Jo mere man fokuserer på, hvad ANDRE kan GIVE ens liv, jo mindre fokuserer man på, hvad man selv har at give og jo mindre gør man i sidste ende sig selv værd. Så lægger man sig fladt ned og afventer et fix udefra. Og det har jeg gjort i flere år.

Det gør jeg ikke længere.

Jeg synes, mænd er fantastiske. De tilføjer mit liv og tankevirksomhed en helt anden og lækker dimension. Jeg vil altid elske det sam- og modspil, der opstår sammen med en mand. Samhørigheden. Det hele. Og jeg glæder mig til at finde ham, der skal være min kæreste. Jeg har ikke givet slip på ønsket om at finde en kæreste. Slet ikke! Men jeg har givet slip på tanken om, at det kan redde noget inde i mig selv. Det er kun mig, der kan det. At møde en mand og lukke ham ind i mit liv vil både blive en kamp og en velsignelse. Alle ens dæmoner vil komme til frit skue, når man skal overgive sig til følelserne – både ens egne og mandens. Det kan blive rigtig grimt og selvudslettende. Og det skal man være stærk nok til at kunne klare.

Jeg er ved at hærde. Ved at blive så stærk, at jeg tør blive svag igen. Jeg er blevet åben for gode oplevelser. Sådan ægte. Et fravær af den store, langvarige kærlighedsrelation behøver ikke betyde fraværet af meningsfulde bånd mellem mennesker, gode oplevelser, nydelse med det modsatte køn og fysisk nærvær. Det har jeg bare i lang tid forsøgt at undgå, fordi jeg gerne ville udstråle noget seriøst. Men så længe jeg selv har tøjlerne i egen hånd, er det jo fuldstændig ligemeget, hvad jeg udstråler. Så længe jeg er glad og synes, det, jeg laver, tilføjer mening og nydelse i mit liv, er alt andet for så vidt underordnet. Så føler jeg ikke, jeg som sådan går glip af noget. Alle muligheder er i princippet helt tilgængelige for mig, også selv om den store kærlighed lader vente på sig. Mit liv er ikke en ventestation: jeg står ikke længere i gudsforladte Langå og venter på at skifte tog. Fra nu af skifter jeg spor som det passer mig.

Men hvis du spørger mig en søndag aften alene på sofaen med chips, kan det godt være, mit svar vil blive et helt andet.


 

Jeg har først lige trykket på stikkontakten

Og jeg gav slip, helt slip, begyndte at tillade mig selv at sive langsomt ud i verden, jeg begyndte at give det plads, det, der er mig, sådan rigtigt, og mens jeg gjorde det, føltes presset udefra mindre, jeg lod nervøst drømmene snige sig med mig ud i verden, jeg tillader mig nu at være, lytter til mig selv uden rigtig at lytte til den indre kritiker, jeg falder, jeg vælter, jeg rejser mig op, jeg vader ind i folk med træsko på og et temmelig uisoleret hjerte, og nogle gange er det for meget, men for meget kan også være lige tilpas, og det er derfor, de her sætninger bliver så lange.

Det føles som om, at det at dele mere ud af mig selv har gjort, at tingene lettere kommer til mig, det er sgu næsten lige som det spirituelle pladder om, at det, man beder universet om, det kommer til en, men sandheden er faktisk, at det er sådan, jeg oplever det, jeg kaster stadig mere ufiltrerede bidder af mig selv ud i det frådende, smukke verdenshav, jeg bruger mig selv som madding for at få en større fangst, det lader til at begynde at virke, og jeg kan mærke samhørighed mellem mig og verden igen. Det er simpelthen ikke det samme at kaste en stiv papversion af sig selv derud, det er der ikke mange, der bider på, og når de gør, føles det ikke rigtigt, for det er de forkerte, der bider på, det er bare generelt forkert at skulle skære sig selv ud i pap.

Nu er det ikke fordi, jeg bilder mig ind, at verden har brug for mig, ikke sådan rigtigt, men det er faktisk sådan, det føles, som om der er brug for noget af det, jeg er og kan, som om jeg godt kunne få lov at høre til et sted, og efter 4 måneder i systemet er det en befrielse at føle andet end frygt og afmagt i forbindelse med fremtiden, jeg kan mærke lyset sprede sig inde i min mave, (nu blev det spirituelt igen), men det er mit lys, og jeg har først lige turdet trykke på stikkontakten for at tænde det, og jeg har fandme ikke tænkt mig at installere lysdæmper for nogen som helsts skyld nogensinde igen.

blurry

 

 

Molen

Bølgerne skvulpede forsigtigt mod molen. Ikke et eneste skumsprøjt kunne han få øje på. Det var tæt på vindstille, hvilket ellers ikke var typisk på den egn. Havet strakte sig ud foran ham og gik i ét med himlen ude i horisontlinjen. Det lagde sig fladt ned, som om det ville provokere ham ved absolut ikke at afspejle hans indre. Han ville næsten ønske, vinden havde rusket og revet i ham, at havet havde rejst sig og vist sine skummende hvide tænder og råbt ham til besindelse, fordi der altid ville være noget, der var større end ham.

”A tøws, a kan mærke det går frema’,” havde han stilfærdigt sagt til sin gamle ven i garagen forleden. Vennen havde smilet og nikket. Så tog de hver en rolig og behersket tår af deres øl. Katten gik forbi imens og lod som om, den ikke vidste, han løj.

Fra molen kunne han se fiskerne rigge til. En efter en forlod kutterne fiskerlejet. De gled stille ud i det rolige vand. Ud mod det store blå. Det var tidlig morgen, klokken var halv fem. Endnu sad den åregamle fornemmelse tydeligt i hans krop af at stå op midt om natten for at forlade huset, mens hele verden stadig sov. Herefter mødte han ind til den stærke morgenkaffe, der rev i halsen og fik hans eget og sjakkets blod til at synge i samme toneleje. Forberedelserne til at komme på vandet var mange og rutineprægede. Han huskede bølgerne, der kastede den lille båd hid og did ude i det store intet. Han kunne tydeligt huske fornemmelsen af saltsvidende skumsprøjt mod en tør og solbrændt ansigtshud, de ru hænder med den hårde hud på grund af det krævende fysiske arbejde – og så den uhøjtidelige tone på båden, han havde holdt så meget af. Det var alt sammen sideløbende med håbet, drømmen om den store fangst, der kunne gøre hende stolt af ham. Hver eneste dag håbet om, at hun ville forstå, hvad det betød for ham at fiske. For han gjorde det for hende.

Han spyttede ned i vandet for at fjerne mindet, vendte sig herefter om og gik langs molen tilbage mod byen. Det var bare ham, mågerne og fiskerne. Pludselig så han en plet komme nærmere fiskerlejet. Det var en ung kvinde, der strabadserede gennem sandet med kurs mod ham. Hun lignede ikke umiddelbart en, der hørte til her. Hun stoppede da også op og spejdede tøvende i hans retning, som om hun overvejede at gå ud på molen. Alligevel gik hun til venstre i retning mod byens hovedgade. Mens hun spadserede længere og længere væk fra ham, åndede han lettet op. Han var glad for, han ikke kunne se hendes ansigtstræk. Hun kunne have lignet hende.

Han blev ved fiskerlejet i et stykke tid for at undgå risikoen for at støde på den unge kvinde igen. Han stavrede ned gennem sandet og spurgte de tilbageværende fiskere, om de havde brug for hjælp med at stakke kasser. De kunne godt bruge en hånd, og så gik den halve time da med dét.

Da han kom hjem, spiste han en ostemad og drak sin morgenkaffe. I dag med en dram på siden. Hun lå faretruende nær hans bevidste tanker, kunne han mærke. Det viltre, hvide hår og de smukkeste smilerynker i verden. Hans hjerte ville briste, hvis han tillod sig at tænke på det. Han drak en dram mere, mens han kiggede ud af vinduet med en stålsat mine, som om den alene ville kunne igangsætte blæsten. Den forløsende blæst. Måtte den dog snart komme tilbage.

Resten af dagen foregik som i en døs. Det var der ikke noget nyt i. Små snakke med naboerne, lidt nørkleri hist og pist. Han tvang sig til at lave mad. Satte resterne ud til katten. Der var altid rester. Det var som om, han ikke kunne vænne sig til at lave mindre portioner. Hun skulle have spist med ved bordet med voksdugen. Ja, og hun skulle i et hårdt toneleje have fortalt ham, at han sikkert igen havde undersaltet kartoflerne, mens hendes smilerynker ville afsløre hende. Hun kunne ikke lade være med at synes, det var lidt sjovt, at han altid glemte, hvordan man salter ordentligt. “Det er jo ikke saltvand, der er i hanerne her i huset, forstår du nok, hr. Fisker,” ville hun drillende sige bagefter. Måske ville han grynte lidt påtaget surt af hende. Måske ville han bare grine og give hende et bette klem. Holde armene rundt om hende lige under den lille rygdelle. Armene passede så godt til at hvile netop der.

Nyhederne lullede ham i søvn i fløjlslænestolen, som de plejede. Også selv om der netop havde været endnu et terrorangreb i England og medierne var på den anden ende. Han kunne på en måde godt forstå, at man kunne have et indre kaos så stort, at man måtte lade det gå ud over andre. Men den slags sagde man jo ikke højt. Kun til katten, når den ellers lyttede. Problemet var, at han ikke rigtig vidste, hvem det skulle have gået ud over i sit eget tilfælde, i så fald. Om det skulle være sygehusets plejepersonale, overlægerne, privatpraktiserende Andersen – ja, eller endda alle de patienter, der var skyld i den forlængede ventetid. Processen var forhalet allerede fra begyndelsen, for nogen måtte have opdaget det, der var galt, noget før, hvis hun skulle have overlevet. Problemet med disse tanker var, at han altid endte med samme konklusion: det var ham, der skulle have set det komme. De begyndende tegn på, at der var noget alvorlig galt. Hun havde selv indrømmet, det nok var kommet snigende lige så stille hen over det forgangne år. Men han var til søs det meste af tiden. Til havs for hende. Det var hans skyld, at det ikke blev opdaget noget før. Hun var så mild, god og ærekær. Sagde ikke noget til nogen, før det for alvor tog fat. Han skulle have set det. Han skulle have set hende.

Fuglene pippede, før lyset kom. Han vendte sig langsomt i den knirkende seng og blinkede nogle gange med de tørre øjne. “Godmorgen,” hviskede han hæst ud i rummet, før han tog sine briller på. Så lyttede han. Intet svar. Der var en let susen i grenene udenfor. Det var ikke stærk blæst, men det måtte gå an. Han trak i kedeldragten og var lige ved at træde på den sovende kat, da han gik igennem den dunkle garage på sin vej udenfor. Den ænsede ham ikke.

“Gerda?” sagde han prøvende for sig selv ude på molen i det sagte skær af dagslys. Blæsten skabte en lille hyletone i øret på ham. Det var næsten som om, hun sang. Men det var ikke godt nok. Det var ikke hende.

Hun lå under jorden ved kirkegården på vej ud mod Sdr. Vorupør. Han gik i en stor bue uden om den del af byen. Lod graveren om at holde styr på stedet. Han vidste godt, at folk snakkede om det, men at komme der ville være det samme som at se det hele i øjnene. Og lige nu følte han sig fint tilpas med at famle i blinde. Bare lidt endnu. For han kunne stadig genkalde sig hendes stemmes klang, når hun nynnede om morgenen. Han var bange for, det ville forsvinde med erkendelsen af, at stemmen ikke eksisterede mere.

Hjemme igen. Kaffe med en dram på siden. Katten, der kiggede misbilligende på ham. Ostemad. Han kom i tanker om, at han havde glemt at fodre den, katten. Han nussede i haven bagefter. Han gjorde det for hende. Hybenroserne var så smukke og sarte lige nu. Hendes stauder måtte for alt i verden ikke gå til. Blomsterne duftede og mindede ham om hende. Det var hende, der havde givet dem liv og holdt dem i live. Hun havde puttet sig selv ind i blomsterne. Lige til det sidste havde hun bedt ham vande dem. Vande, nusse og beskære.

Han kiggede ned på sin rynkede, tørre hånd. Han huskede, hvordan hendes hånd havde ligget slap og ubevægelig i hans til allersidst. Hvordan den langsomt var blevet helt kold. De havde bedt ham slippe hende, men han kunne ikke. Han havde håbet, at hans kropsvarme ville være nok for dem begge. Måske den ville vække hende. Gøre hende rask. Til sidst måtte de fjerne ham. Det var meget fysisk. Han forsøgte bagefter at bilde sig ind, at han havde fået lidt af hendes kropsvarme med sig. Han kapslede den ind i sit hjerte. Han ville aldrig åbne det igen i frygt for at miste den sidste rest af hende. Nu boede hun der og i havet.

Han vågnede ved en skurren mod ruden i stuen. Hybenbuskene udenfor blev piskende blæst ind mod husmuren. Med ét var han helt vågen! Hun var her. Han skyndte sig i kedeldragten og bevægede sig gennem mørket ned mod havet. Regnen piskede ind på hans briller og han kunne næsten intet se. Det var sekundært. Blæsten holdt ham insisterende tilbage på hans vej ud på molen, som om den ville fortælle ham, at han skulle blive væk. Havet brølede og kastede sig ind over molen. Han var plaskvåd og stillede sig midt i det hele, mens han holdt hårdt fast i rækværket. Vinden skabte toner i hans ører. Hun sang for ham. De hvide skumsprøjt var som hendes viltre hår. Det natblå hav hendes tindrende øjne.

“GERDA!” råbte han ind i blæsten, ind i det store intet, derind hvor ingen alligevel kan høre noget, derind hvor alt forsvinder, derind hvor hun er. “GERDA, DU MÅ IKKE FORSVINDE FRA MIG! JEG NÅEDE ALDRIG AT GIVE DIG ALT DET, DU HAVDE FORTJENT. JEG NÅEDE IKKE AT VISE DIG, AT JEG LEVEDE OG SEJLEDE FOR DIG. GERDA, JEG VANDER DINE PLANTER, MEN PÅ ET TIDSPUNKT HOLDER JEG OP, FOR JEG VIL IKKE VANDE DINE PLANTER, JEG VIL HAVE DIG TILBAGE, DU SKAL VÆRE HER HOS MIG, HØRER DU? HØRER DU? JEG VED IKKE, OM JEG KAN VÆRE ET RIGTIGT MENNESKE, NÅR DU IKKE ER HER. JEG FORTÆLLER MINE VENNER, AT JEG HAR FÅET DET BEDRE, MEN DET ER LØGN, INTET AF DET, JEG SIGER, FØLES RIGTIGT, NÅR DET KOMMER UD AF MIN MUND, FOR JEG KAN IKKE SIGE NOGET, DER KAN FÅ DIG TILBAGE, OG DU SVARER IKKE.”

For andre ville det ikke være til at sige, om de salte tårer på hans ansigt bare var skumsprøjt fra havets fråden. Han stod længe og lod sig piske af saltvandsblæst og sorg. Han lod blæsten skjule den råben, der kom fra hans allerinderste sted, et sted han ikke før havde kendt. Han skreg mod himlen med den nye stemme, den stemme, han fik, da hun forsvandt. Han lagde sig på knæ, det hele var så vådt og ligemeget, han rullede sig i det hvide skum, det var hendes hår, hendes hår, hun var så tæt på og så langt væk. Imens sang hun ham i ørerne, hun nynnede gennem blæsten, hun viste ham, at hun ikke var helt væk, hun vandede stauderne hjemme i haven med skyernes væde.

Han mærkede blæsten lægge sig i løbet af de følgende timer. Regnen stilnede af. Og så kom lyset. Det hånende dagslys. Hun var væk. Tøjet klæbede til hans krop og han rejste sig med møje og besvær fra de våde sten. Han sjoskede hjem langs fiskerlejet og hovedgaden. Folk kiggede, men han orkede ikke forklare noget til nogen. Hvordan forklarer man, at man lige har talt med sin døde kone ude på molen?

Da han kom hjem, gik han i et langt bad. Han skyllede hende af sig. Han følte sig tung og lettet på samme tid. Det havde været rart at tale med hende igen.

19885869_10154812888317939_539250884_o

 

 

 

 

 

 

Tinderliv

Følgende tekst blev læst op til Aarhusmesterskabet i Poetry Slam på Stakladen. Den fik mig videre til 2. runde og handler om det forbandede, fantastiske Tinderliv.

Det er lørdag, solen skinner og jeg burde være ude til SPOT med mine veninder. I stedet sidder jeg med morgenhår og drageånde og overvejer at blive en af de plageånde, der skriver til et match, jeg fik for flere måneder siden, med en vag undskyldning om, at det var for at spille kostbar, jeg lod den passere, tiden.

Så ja, jeg står altså på spisesedlen hos Tinder – forsøger at sælge mig selv som en delikat ret, der står der på menukortet og glimter

Hvis jeg var en fire-retters menu, ville det nok ikke være helt forkert

Jeg rækker hele vejen fra appetizer til dessert

Det kommer selvfølgelig an på, hvem du er

– om du er sådan en, jeg ikke kan lade være

Det hele starter med det berømte førstehåndsindtryk, på en app med et billede og i forbindelse med dét skal ingen føle sig tryg

For hvis du har et profilbillede med bar overkrop, har jeg en klar idé om, hvor du gerne vil hen, tror du ikke godt, jeg ved, du sidder derude i dit hjem bag en skærm med dit strittende lem klar til at høre, om jeg har været meget slem?

Og hvis de næste billeder så er med hund, musikinstrumenter eller en andens barn, så ved jeg jo godt, det er et trick for at få mig til at følge troligt med dig hjem i din kyndige arm.

Og jeg tror godt, jeg ved, hvorfor du tager wifebeatertræningsspejlselfies med en guldkæde på så tyk, jeg ved godt, det er meningen, du vil vise, du er sådan en rig og stærk bad boy, der kan gøre mig tryg

Hvis din bil har zoomførsteret på de fleste af dine billeder, eller du ikke kan stave til din egen jobtitel, så forestiller jeg mig desværre deprimeret, hvordan vores forholds højdepunkt bliver de dage, hvor vi handler i Lidl

Nej, der er altså ikke langt til et venstreswipe fra mig

– og jeg beklager, men har du en indendørs solbrilleselfie, dømmer jeg dig fuldstændig ude som et kvaj

Det kan også virke omvendt, hvis du satser på billeder med heftigt flirtende stirreøjne; dit blik ligner noget, der vil vandre op og ned ad mig som en knapbestilt elevator, du ligner en regulær og skræmmende kvindemakulator

Der er så mange slags Tindermænd derude, man skal passe på

og hvordan finder man så ud af, om han er en af de få?

Altså en af de gode, der er empatisk og pæn, som ikke hyperventilerer ved tanken om at slå fælles rod på længere sigt, en som ikke bare er ude på at tinderevaluere længden på sin pik

Tja, jeg ved i hvert fald efterhånden, når han ikke er

Det er for eksempel, når han alligevel pludselig sagtens kan lade mig være.

Selv om jeg kraftedme sad der og havde barberet mig hele vejen fra mine armhuler til mine tæer

Jeg havde købt dyr vin og ryddet lejligheden op

Jeg havde med knaphulspræcision forhåndsinspiceret min nøgne krop

Du devaluerede mig helt uden at ejakulere

på en måde heldigt nok at det aldrig blev til mere

Du skrev fem minutter før vores date, at du ikke var kommet dig over din eks

og lige på det tidspunkt var jeg faktisk på et stadie hvor jeg bare drømte om en lille smule sex

Men jeg swiper videre, videre, videre – og det er sgu ikke ligefrem, fordi Tinderliv har gjort mig særlig meget blidere

Drømmen om at turde skrive

Det er en kliché, men der er langt ned fra vippen, som jeg står på med mine blævrende geleben. Jeg vil så gerne springe, knæene er allerede bøjede som incitament til afsæt, men hvordan bliver turen? Hvordan lander jeg? Blødt, hårdt, halsbrækkende? Udfaldet kan ikke kalkuleres på forhånd; der findes ikke en ordkalkule, gør der?

Jeg læser lige nu en bog om kreativitet. Den handler om at leve for og i den kreative proces. Om at mærke hjertet tale til en om det, man må gøre. Det, man har brug for at gøre. Uanset om verden lytter med eller ej. Om processen. Om tvivlen. Om det hårde arbejde. Om inspirationen, der kommer og går. Om afslag. Om at andre mennesker betyder noget, mens man skriver, men hvordan de på samme tid ikke må betyde noget som helst for det, man skriver. Man skal skrive for sin egen skyld. Jeg skal skrive for min egen skyld.

Og jeg kan skrive. Jeg MÅ skrive. Men lige nu skriver jeg mest i hovedet, fordi jeg er bange for at nedfælde alt det, jeg går og drømmer brudstykvis om, og som jeg endnu ikke ved, hvad er. Jeg er bange for, jeg ikke har noget at skrive, når alt kommer til alt. Den kloge forfatter til den bog, jeg læser, skriver, at det er en naturlig del af hele processen med tvivlen. Jeg vil så let som ingenting kunne finde på hobevis af undskyldninger for at afskære mit kreative hjerte fra dets blodforsyning. Det er let, fordi jeg er i opstartsfasen. Jeg har siden mine teenageår tænkt i mit meget stille sind, at jeg nok godt ville skrive bøger, når jeg blev pensionist. Jeg kunne allerede dengang mærke tanken i maven på den rigtige måde. Det er til gengæld først 3-4-5 år siden, jeg for alvor begyndte at ytre sætninger om at drømme om at skrive en bog. Men sætningerne var sporadiske og fyldt med “men”.

Lige nu er der ingen undskyldninger. Jeg har tiden. Jeg har lysten. Hvorfor gør jeg det ikke bare? Skriver, skriver, skriver. På noget, der er ægte. På noget, der er mig. Før det forsvinder. Før jeg forsvinder.

I princippet kan jeg godt plædere for, at jeg faktisk skriver et eller andet hver eneste dag. Jeg forsøger at tvinge mig selv til at skrive noget fuldstændig uagtet, hvad det er. Så jeg skriver. Blandt andet dette indlæg.

Som yngre oplevede jeg min skrivelyst som øjeblikke af ren, vild og utæmmet inspiration, der måtte nedfældes her og nu. Jeg forestillede mig, at mennesker, der skrev bøger, måtte være mennesker, der dag ud og dag ind blev ramt af denne følelse. Efterhånden har jeg beskæftiget mig en del med skrivning og skrivelyst, både professionelt og privat. Jeg kan konstatere, at man ikke kan regne med inspirationen. Man må endelig ikke forvente den. Man kan kun håbe på, den kommer og forgylder ens arbejde fra tid til anden. At den fornemmer, at man er en åben kanal, som gerne vil samarbejde med de gode idéer.

Det er et håndværk at skrive og for at blive bedre, bør man både læse og skrive dagligt. Jeg ved det. Teoretikerne siger det. Jeg siger det selv. Det er bare ikke så lige til. For så er der dét med modet. Modet er det eneste, man ikke må miste.

En ting er at stille mig op på en scene og læse mine tekster op til poetry slam. Det kræver mod, men den slags mod er afgrænset og min performance er et midlertidigt fodtrin, der udviskes fra verden igen. Hvis jeg skriver en bog, så har jeg sagt med blæk, at jeg godt tør. Så har jeg skrevet noget, som jeg vil sende ud i verden. Noget, der potentielt kan få afslag eller møde åbne døre.

Lige nu er jeg en åben kanal fuld af idéer. De kommer til mig i hobetal. Men jeg sender dem på porten. “Jeg kan ikke skrive om dig,” siger jeg til den ene idé efter den anden, “for jeg kan ikke holde fokus, jeg er ikke konsekvent nok, jeg aner ikke, hvad det vil sige at være forfatter – du må hellere banke på hos en af de dygtige.” Det er nu, det tæller, og usikkerheden banker på. For en gangs skyld er jeg ikke tilknyttet en censor, en vejleder, en noget-som-helst. Og jeg er helt ærligt ikke vant til at kæmpe for noget på den måde, som jeg forudser, at jeg skal kæmpe for at udleve denne drøm. Det vil koste. Mit selvværd skal være stærkt, hvis jeg skal gå rigtigt i gang. Jeg skal tro på det. Jeg skal ville det. Ordene skal være endnu stærkere end mine vilje. For pokker, mand, tør jeg at kunne det?

Imens sidder mit hjerte og kigger længselsfuldt efter alle idéerne med store, bedende hundeøjne. Hjertet banker i mit bryst og siger, jeg må tage et valg. Om jeg vil være modig og give ordene den plads, de fortjener? Om jeg vil sætte mig selv mere på spil, end jeg gør i forvejen? Hjertet håber inderligt, jeg vil gøre det. Det er derfor, det overøser mig med ord og kærlighed og vilde, inspirerende tanker for tiden. For hjertet vil sætte ord på papir med pincetpræcision for herefter at sende dem ud i horisonten og håbe, nogen vil læse dem og blive ramt af dem. Hjertet siger, at man ikke må pisse en gave som min væk. Jeg medgiver, at jeg har en medfødt evne til at sætte ord på ting. Jeg medgiver, at jeg ikke kan lade være.

Måske tør jeg faktisk slet ikke lade være.

Jeg bliver stående på vippen lidt endnu. Men jeg ved, at jeg vil springe. Og jeg ved, at mit fundament er sikkert nok til, at jeg nok skal lande på en eller anden måde.

You don’t have to be great to start. But you have to start to be great.