Noget Med Ord

Aarhusforelskelse

Det der med at blive forelsket i bygninger og deciderede ting har jeg aldrig helt forstået

Jeg har rystet på hovedet over hende, der blev gift med Eiffeltårnet i Paris og tænkt, at hendes hjerne måtte være helt forslået

Man kan jo ikke med sin fornufts fulde fem føle kærlighed i kroppen over bygninger lavet i mursten og beton?

Nej, jeg er sgu meget mere til mennesker, deres tanker og ord og deres kroppes pæne facon.

Og så alligevel må jeg indrømme noget, jeg har en lille smule svært ved at sige

Jeg er forelsket og alene tanken får mig til at blusse som en lille genert pige

Faktisk er jeg forelsket på elvte år, og jeg tror det er en forelskelse mange forstår

Du er et væsen i evig forandring, du er kompleks og alligevel fuld af forankring

Du sætter mig fri til at gøre hvad jeg vil men byder mig altid varmt velkommen hver gang jeg vender tilbage

i dig har jeg fundet en livslang mage

Nej, jeg kan virkelig ikke rigtig klage

Det kan da godt gøre mig lidt usikker, at du gør så meget ud af dig selv og der er så mange andre der kan li’ dig

Alligevel føler jeg, at du fortsat taler til mit allerinderste og at du faktisk sådan rigtig ønsker at hjælpe med at befri mig og berig’ mig

Det startede i baggården bag Bent J og siden da er kærligheden mellem os bare blevet større og større

Også selv om vi havde startvanskeligheder og jeg hele tiden forlod dig, fordi jeg følte dit ego var mere end min skrøbelige personlighed kunne stå model til i en lejlighed med et kvadratmeterantal på væsentlig mindre end fyrre.

Jeg har siddet i sene nattetimer på dine brostensbelagte gader og grædt over at elske dig på den helt lykkelige måde

Hvordan noget overhovedet kan få mig til at opføre mig sådan i ædru tilstand er mig  lidt af en gåde

Jeg har udforsket dine kringelkroge og vi har lavet lidt af hvert sammen og udviklet på internjargonen

Og hver gang jeg har været væk fra dig og vender hjem får jeg kriller i maven når jeg triller ind på perronen

Du er blevet til Kulturhovedstad, og da koret og musikken og lyset spillede sammen til din ære i januar, kunne jeg ikke undgå at blive rørt helt ind i min sjæl.

Jeg blev rørt over din historie, min historie, vores historie og alle andre menneskers historie sammen med dig, også selv om jeg ikke kan have dig et eneste sekund for mig selv.

Jeg er forelsket på elvte år og jeg fortryder ikke et sekund, at vi to flyttede sammen

Aarhus, jeg ved godt, du ikke kun er min, men min forelskelsesbesættelse nægter at slukke for flammen

For mig er du ikke en by, du er en tilstand – og en fandens fin en af slagsen

Jeg tror sgu, mit hjerte og jeg sidder i saksen.

Du har givet mig et sted at høre hjemme med alt, hvad der er mig.

Tak, bare fordi – du er dig.

Dagbog fra mit livs første yogaretreat

Møn, yogaretreatets første dag

Det var en svær fødsel at komme afsted og angsten har holdt mig i et jerngreb på turen herover. Men jeg gjorde det, jeg kom ud af døren og afsted, og angsten har forladt mig i perioder i løbet af dagen, selv om jeg stadig føler, jeg er rigtig meget krop på den dårlige måde. Jeg vælger tilliden til. Det er jo derfor, jeg er her.

Denne aften stod jeg og betragtede en kornmark. Blæsten havde lagt sig i løbet af aftenen og kornet stod nu og bølgede med en let rislende lyd i solnedgangen. Jeg kunne mærke, jeg blev taget med på en rejse helt tilbage til barndommen på Dalstrupvej, og det var med en blanding af sorg, længsel og sentimental nostalgi, at jeg mærkede duften bane sig vej gennem mit system sammen med minderne. Jeg tænkte på min far og at verden dengang så helt anderledes ud for mig. På en måde savner jeg min barndom, hvor jeg ikke vidste alt det, jeg ved nu.

Folk er søde herovre. Jeg prøver at være ærlig om mig selv – det er lidt svært i mødet med nye mennesker, synes jeg. Altså, jeg ved godt selv, at jeg er “likeable”, at jeg relativt let connecter med nye mennesker – men jeg kan godt selv synes, jeg er lidt for meget; cracker for mange jokes og er alt for meget “på” i forhold til, hvad jeg egentlig har brug for lige nu. Men grundlæggende føler jeg mig i meget trygt selskab. Så mangler jeg bare, at kroppen følger med. Jeg kunne mærke min uro og vrede til yin. Det er svært at overgive mig helt til processen og den nye måde at blive guidet ind i stillingerne på. Cathrine har en meget naturligt rolig tilgang til at undervise yoga, men hun formulerer sig også mere “fast” om stillingerne, end jeg er vant til. Det skal jeg lige finde min vej i. Efter timen tog jeg en lille snak med Cathrine om det. Det var en rar snak, og hende føler jeg mig set af. Det er dejligt.

I det hele taget føler jeg mig mødt. Også af hende, jeg fulgtes med i bil herover. Vi endte med en meget spændende og interessant snak om livet og spiritualitet, da jeg først besluttede mig for at åbne mig for hende om mit behov for måske at være lidt stille og indadvendt undervejs på turen. Hun tog bare imod mig – og så havde jeg pludselig slet ikke brug for det stille rum alligevel. Vi havde meget at dele med hinanden. Det var berigende.

Namasté.

Møn, dag 2 – efter frokost

Jeg føler mig træt og mere zen. Morgenens yin-yang yoga udfordrede mig; jeg var meget vred over at mærke min krop, fordi den var så øm og mine muskler syrede til over selv den mindste lille ting. Men jeg var i det. Bagefter overvejede jeg, om jeg mon kunne klare den 9 km lange gåtur i stilhed til vandet, men jeg besluttede, at dén oplevelse VILLE jeg have med.

Gåturen blev en stor udfordring for min krop. Mit hofteparti og bækken var stramt, lænden værkede og smerten gik i benene og fødderne – så tankerne fik travlt og hev mig indimellem med ned i panikkens søbe. Det var angstprovokerende! Men turen var så smuk blandt de modne kornmarker i høj sol med energisk blæst og fuglefløjt til at akkompagnere lydene af fødder, der fandt fæste på muldjorden, mens de bevægede menneskekroppe fremad. Jeg følte mig sej og fri og som en del af noget større, mens vi gik i en lang gåsegangsmenneskeslange på den smalle sti i markskellet. Stilheden var en gave at være i og naturen havde så mange fine detaljer gemt derude til mig, som jeg kunne mærke sommerfugle i maven over at opdage. Ude midt på en kornmark stod en åben dør. På den stod der med spejlvendte bogstaver “på den anden side”. Jeg følte også, at jeg er ved at bevæge mig derhen. På den anden side. Hvad end det så kommer til at betyde.

Da vi kom til stranden, var vi mange der smed tøjet og badede i stilhed. Det var dejligt at bade. For første gang nogensinde bevægede jeg mig ud i vandet med næsten blind tillid til naturen. Kiggede stort set ikke efter krabber eller brandmænd. Jeg var bare i det sammen med de andre.

Efter den (for min krop) meget hårde gåtur tilbage fra stranden, kom jeg hjem til en HELT fantastisk vegansk frokost. Jeg føler mig meget næret og passet på, også madmæssigt. Bliver mere og mere tryg. Er helt forelsket i det her skønne sted. Jeg elsker energien i huset. Her kan man bare være. Og folk er så søde! Tak til mig selv for denne gave. Virkelig!

Møn, dag 2 – aften

Magisk aften. Gode snakke, skøn yoga nidra – flere gode snakke. Jeg havde en helt magisk stund alene ude i haven i dagens allersidste rest af lys. Træernes silhouetter stod i kontrast til lyset i horisonten, cikaderne sang mig til ro, der var lys i de små rislamper i træerne, og jeg stod der bare og duftede til det modne korn, mens jeg så flagermus flakse omkring i skumringen. Jeg går nu i seng med en træt og mæt krop – og med et livligt, glad og taknemmeligt sind.

Møn, dag 3 – formiddag

Jeg vågnede op efter en ret heftig nat, hvor min krop virkelig havde været på arbejde. Den nye kost og de fokusområder, vi arbejdede med i yogastillingerne, satte gang i en form for kropslig udrensning, så min mave havde siden i går været oppustet, på arbejde og øm. Jeg var ikke sikker på, at jeg ville kunne klare morgenyogaen under de vilkår, men efter en dødstur på toilettet, hvor jeg ikke var sikker på, om jeg ville kunne komme levende derfra, nåede jeg lige præcis op for at være med til morgenyogaen – og jeg var rigtig glad for, jeg gjorde det. Det var skønt!

Jeg har solet mig i haven lige siden – i dag er der meget fritid på programmet. Min bror ringede på et tidspunkt til mig. Nysgerrigheden vandt, og jeg ringede tilbage til ham, selv om jeg nok godt vidste, jeg ville få informationer om min familie, som jeg ikke havde brug for at tænke på her. Informationen gjorde mig vred og frustreret. Men så er den lektion lært. Nu slipper jeg det igen. Jeg kan alligevel ikke andet. Jeg skal bare nære mig selv nu. Jeg kan ikke fikse andre. Lige nu er jeg på retreat. Det må jeg gerne være. Jeg må gerne slappe af. Jeg må gerne nyde. Jeg må gerne være egoistisk. Det har jeg faktisk enormt meget brug for.

Møn, 3. dag – aften

Min eftermiddag var magisk. Jeg er så træt og mættet lige nu! Mai, som også er yogalærer og som underviste vores yin-klasse i går, er under uddannelse som clairvoyant. I dag fik jeg mulighed for at være testkanin for hende. I en times tid sad vi under det store, smukke træ bag hækken, der omkranser en del af haven. Vi sad i skyggen med udsigt til de gule kornmarker og åbne vidder og lod blæsten massere os blidt. Mai fortalte mig mange ting om mig selv. Det var ting, som hun ikke bare kunne have sagt til hvem som helst. Det var uden tvivl mig, hun fortalte om. Jeg blev endnu en gang klogere på mig selv og min mission her i livet – og hvordan jeg kan nære den del af mig selv, jeg først lige nu er ved at opdage. Det er alt sammen ret privat for mig, så derfor vil jeg bare lade det arbejde indeni mig, før jeg deler det med andre. Jeg føler mig i alle fald set fuldstændig og har en meget groundende følelse af, at universet passer på mig og at al min smerte i de seneste år tjener et meget stort formål. Efter at have brugt årevis på at føle, at jeg ikke har en plads i verden sådan rigtigt, er det en stor lettelse at begynde at mærke lyset i mig selv. Og det lys skal dyrkes fremover. Det gør jeg allerede nu – ved at være her. Jeg bliver igen og igen ramt af taknemmelighed over, at jeg har givet mig selv denne gave.

Jeg er ikke nødvendigvis supersocial her. Det har jeg ikke så meget brug for at være. Pludselig bliver jeg den, der indimellem stille observerer de andres snak. Det er nyt for mig og meget befriende, faktisk; Jeg kan glide ind og ud af den sociale sammenhæng, som det passer mig. Jeg har ikke ansvar for de andres velvære – kun mit eget. Men jeg har lyst til at skabe glæde og god energi sammen med de andre i små tidsrum, før jeg igen lukker mig sammen om mig selv og den ro, jeg så længe har søgt. De andre er søde og har det sikkert på samme måde.

Jeg vil virkelig ikke hjem i morgen. Får helt ondt i maven ved tanken om det. Det her sted kan noget – jeg er slet ikke færdig med det, føler jeg.

Dag 4 – Aarhus, netop hjemkommet

Det summer i hele min krop. Kufferten står stadig uåbnet. Jeg er ikke klar til at pakke ud. Ikke klar til at overgive mig til mit normale liv. Det er som om, der er blevet åbnet en dør ind til noget, jeg gerne vil udforske nærmere. Samvær med mennesker om et fælles tredje tæt på den skønne natur i rolige rammer uden noget, vi SKAL nå – det er fantastisk.

Da vi i dag sad i den afsluttende cirkel og delte ting, vi var taknemmelige for, kunne jeg mærke, jeg blev så rørt, da turen kom til at dele min taknemmelighed. Jeg holdt dog mine følelser nogenlunde i ro, men jeg ved, at de kommer, når jeg om lidt er landet lidt bedre. For det har været stort for mig, det her. Retreatet har været første skridt på en længere rejse, jeg nu for alvor skal i gang med. Langsomt begynder jeg at afsløre flere og flere sider af mig selv for mig selv – sider, jeg ikke har været klar til at møde. Før nu.

Jeg tog afsted på yogaretreat med intentionen om at lytte til mit hjerte og min intuition. Med intentionen om bare at være mig og handle ud fra mine helt egne behov. Med nogle angstprægede dage i bagagen virkede det som et svært projekt, og det var meget grænseoverskridende for mig at tage på retreat med over 30 mennesker, jeg slet ikke kendte. Men særligt på yogamåtten følte jeg, vi allesammen mødtes og især her kunne jeg mærke, Cathrine følte sig hjemme i at vejlede, guide og nære vores kroppe med god yin yoga og kloge, varme ord. Jeg følte mig hurtigt tryg på min yogamåtte i det store, lyse rum. Vi mødtes i samtale om krop og yin og yang over urteteen både før og efter yoga – og som konsekvens deraf i samtaler om livet, som det nu engang folder sig helt forskelligt ud for os alle.

Jeg er meget taknemmelig for at have delt denne weekend med så dejlige mennesker i så rolige, trygge rammer. Og selv om jeg netop har forsøgt, har det været helt vildt svært at sætte ord på, hvordan det har været, fordi rejsen i lige så høj grad har været indre for mit vedkommende. Nu vil jeg forsøge at lande i min lejlighed, og det gør jeg bedst på yogamåtten med en krystal på mit tredje øje. Jeg kan godt tage mit lys fra Møn med mig hjem. Det kan skinne inde i mig alle dage, hvis bare jeg minder mig selv om det – og jeg er kun lige begyndt at udforske det alt sammen.

Jeg har det bedst sammenligneligt som en nyfødt, der ser verden for første gang. Så meget lys!

Namasté.

Om fluffy værdier, sorg og at følge sit hjerte

Jeg blev første gang præsenteret for at arbejde med egne livsværdier, da jeg gik i et gruppeforløb på Aarhus Universitetshospital i forbindelse med behandlingen af min BDS. “Værdierne skal du se som et fyrtårn, du kan navigere efter i dit liv,” sagde lægerne. Jeg var skeptisk. Havde nærmest aldrig som sådan skænket mine værdier en tanke. Ikke bevidst, i hvert fald. Men nu skulle jeg tage stilling til dem. Til mig selv. Hvilket menneske er jeg, eller hvad vil jeg gerne pejle efter at være? Det var sgu alt for fluffy for mig. Jeg regnede ikke med, det ville gøre en forskel.

Jeg skulle vælge to kerneværdier, som jeg ville arbejde videre med under mit forløb på sygehuset. Det blev selvkærlighed og samhørighed, der for mig var tungerne på vægtskålen. De to ord blev styrende for den næste proces og hjalp mig faktisk overraskende meget. Jeg blev pludselig nødt til at tage stilling til mig selv og mit liv. Navigerede jeg overhovedet efter det, jeg egentlig ønskede? Resultatet var overraskende for mig på det tidspunkt; jeg modarbejdede alt for tit den, jeg egentlig er, og det liv jeg faktisk ønskede at leve. Resultatet var ofte større smerter, flere sygedage, flere frustrationer og mere bøvl.

I løbet af det seneste år som fuldtidssygemeldt, har jeg fortsat dyrket mit fokus på mine værdier. Især selvkærligheden er noget, jeg i stigende grad har undersøgt. Jeg har lært at mærke min krop og mine følelser til yoga, jeg har grædt ud hos psykolog, jeg har danset på mit stuegulv, jeg har udforsket min nøgne krop, jeg har taget billeder af alle kringelkroge, den har – og jeg har delt ud af min proces på world wide web. Jeg har sagt mere fra, end jeg har sagt til – og ja, jeg har i det hele taget lært meget mere om, hvad det vil sige at være god ved mig selv.

Derfor følte jeg mig i det hele taget allerede ret godt i mål, da jeg i dag hos Specifik, hvor jeg er i forløb lige nu, blev mødt af et modul, hvor vi skulle arbejde med vores livsværdier. “Ha! Det har jeg sgu da styr på!” tænkte jeg.

Vi fik udleveret et sæt med 100 værdikort, som vi slutteligt skulle ende med at vælge 10 af. Ud fra disse 10 kort, skulle 5 vælges som de styrende kerneværdier. De skulle lægges i prioriteret rækkefølge. De resterende 5 værdier ville være såkaldte støtteværdier til kerneværdierne. Fluffy, right? Jeg ved det godt!

Jeg trak vejret ned i maven under udvælgelsen. Forsøgte at mærke og udvælge fra min intuition. Det var overraskende svært. Mange af de kort, jeg valgte fra, fik jeg nærmest dårlig samvittighed over: “Hvorfor er familie ikke en værdi for mig?” kunne jeg tænke. Og det er jo ikke fordi, det IKKE har betydning for mig. Det har bare ikke stor vægt lige nu, hvor jeg er.

Undervejs i udvælgelsen blev jeg meget ked af det. Jeg kunne se, hvordan jeg længe har handlet ud fra nogle helt forkerte pejlinger. Jeg har villet have succes i andres øjne. Jeg har villet være dygtig og god, så jeg kunne blive set, få anerkendelse og i sidste ende kærlighed fra andre. Egentlig har jeg bare altid gerne villet have, andre kunne lide mig. Jeg har navigeret så blindt, fordi jeg vitterlig troede, at anerkendelse og succes ville gøre mig lykkelig. Jeg har tilsidesat mig selv for at få kærlighed fra andre. Jeg har bare gerne villet være god og dygtig, så jeg kunne blive elsket for noget af det, jeg egentlig godt selv ved, jeg er og kan. Fortærsket kliché, jeg ved det godt. Jeg kunne bare ikke leve op til noget af det. Som bekendt blev jeg syg og mit arbejdsliv gik i sænk. Jeg følte, jeg havde tabt mig selv på gulvet og var en kæmpestor fiasko. Og i processen på sygehuset, hvor jeg fokuserede mere på at finde kærligheden til mig selv, har jeg valgt flere ting i mit liv fra for at passe på mig selv. Jeg har åbnet munden og sagt tingene mere og mere, som de faktisk var. Og det har i sidste ende også betydet en betragtelig mængde frafald i mine venskaber. Jeg ved med min fornuft godt, at det er bedst sådan. Hvis dén, jeg i virkeligheden er, ikke er noget for andre, jamen så må de passe deres eget. Fællesnævneren i flere af mine venskaber/bekendtskaber, har været mig. Det har ofte været mig, der har haft det største behov for at bevare kontakt, sørge for at ses, følge op på hinandens liv og ting i den dur. Jeg har nok altid følt mig lidt needy på det punkt. Jeg er også, set i bakspejlet, blevet i nogle relationer, hvor andre tog langt mere fra mig, end de gav mig. Erkendelsen af, at det nok i virkeligheden hele tiden har været mig, der har været mest , gjorde ondt. Jeg følte mig uværdig. Ikke god nok. Fravalgt. Forkert som menneske. For da jeg pludselig var helt nede at bide i gulvtæppet, var der ret stille på min telefon fra flere fronter. Av!

Det græd jeg lidt over; erkendelsen af, at min proces har betydet, at nogle er røget i svinget. Og at endnu flere måske vil ryge fremadrettet. Hvem ved? For jeg kan godt mærke min forandring – og jeg kan i min mavefornemmelse mærke, at der skal endnu mere forandring til. Det er ikke sikkert, det er alle, der kommer til at forstå det. Mine valg er jo mine. Men de mennesker, der er blevet hele vejen igennem; dem elsker jeg. Jeg er meget taknemmelig og ydmyg. Jeg ved godt, jeg ikke altid  er det letteste menneske at have med at gøre. Men hvilket menneske i krise er vel egentlig også det? Jeg er i hvert fald færdig med at forsøge at servere mig selv i pæne portioner for andre. Det koster for meget på den lange bane.

Nå – tilbage til de 10 værdikort, jeg skulle vælge. Jeg ved det, suspensen har været ulidelig!  Udvælgelsen af de 10 kort gik relativt let for mig i forhold til for mange af de andre i lokalet. Jeg fik også forholdsvis hurtigt derefter valgt de 5 allervigtigste. Det var til gengæld prioriteringen af mine kerneværdier, der var svær. Samtidig kunne jeg også se to af mine kerneværdier, der åbenlyst er i konflikt med hinanden, og dem havde jeg VIRKELIG svært ved at sætte i prioriteret rækkefølge. Jeg forstår derfor nu, hvorfor jeg har meget svært ved at finde stien i mit liv. Forklaringen kommer lige om lidt.

Den allervigtigste værdi er for mig KÆRLIGHED. Det giver nok sig selv, og jeg vil tro, mange mennesker vil vælge den. Jeg kan ikke se, hvad mit liv skulle være uden kærlighed. Det handler både om kærligheden til mig selv og min krop, kærligheden fra mig til andre, fra andre til mig. Kærlighed til omverden og det, der omgiver mig. Kærlighed er min benzin. Altid!

Nummer 2 overraskede mig på en måde, og så alligevel ikke, for det er SÅ åbenlyst vigtigt for mig. Det er nemlig ÆRLIGHED. Jeg tror på ærligheden. Ærligheden er det stærkeste nogensinde. Det kan både bringe mig tættere på andre eller længere væk fra dem. Jeg har alle dage været et meget ærligt menneske, og jeg har faktisk skammet mig over, hvor åben jeg har været i forhold til mange af de mennesker, jeg selv omgav mig med. Det var ikke ligefrem alle, der kunne forstå min bramfrie og ordrige facon. Men jo mere, jeg ærligt fortæller om mig, mit liv og mine tanker – des mere sætter jeg mig selv fri. Desto større mulighed giver jeg andre for at forholde sig til dét, der er. Når jeg er ærlig, ærer jeg den, jeg egentlig er. Og når jeg dyrker ærligheden, formår jeg også at sætte grænser for andre. Så må de selv vælge til eller fra ud fra deres egne overbevisninger derfra. Det punkt med grænserne er blevet tiltagende vigtigt for mig at kunne! Og så er der ærligheden over for mig selv: den kan være noget af det sværeste. Men min krop fortæller mig efterhånden, når jeg lyver for mig selv. Og jeg kan mærke ærligheden som en brusende kraft i mine årer; den vil ikke forties. Jeg sidder, mens jeg skriver dette, og ryster over det hele, fordi det her indlæg føles så hamrende vigtigt at få UD. Jeg har altid haft et behov for at dele mig selv med omverden. Alt, hvad jeg er. Jeg begynder at forstå hvorfor. Jeg begynder at se en mening med det. Hvis jeg ikke gør det, er der måske heller ikke andre, der gør det. Så kan vi gå og holde sammen på os selv med gaffa, mens vi tror, de andre har helt styr på det. Og sådan er det jo ikke!

Kerneværdi nummer 3 blev, efter lange overvejelser, INTIMITET. Intimitet kan være mange ting, men for mig dækker det nærvær med andre, kropskontakt med andre, sex, åndelig forbindelse til andre mennesker, samhørighed både med andre og naturen og bevidst nærvær med mig selv. I lang tid har intimitet været KRAFTIGT nedprioriteret i mit liv. Nu dyrker jeg det mere og finder det mange steder. Jeg glæder mig til at opleve meget mere intimitet i mit liv. Det får mine kreative tandhjul til at dreje rundt og kærlighedsaksen til at ekspandere.

Nummer 4 blev herefter FRIHED. Jeg har opdaget, hvor vigtigt det er for mig at have et element af frihed i mit liv. Friheden til at vælge. Friheden til at leve i overensstemmelse med mig selv. Friheden til at føle, at dét, jeg gør, altid er mit valg. Jeg vil være fri til at kunne committe mig til dét, jeg ønsker. Det er her, mine drømme ligger. Det er her, min kreativitet bor. Jeg tror også, det er her, min fremtidige karriere skal tage sit udspring fra. Jeg har alle dage været hurtig til at føle mig enormt ufri og fastlåst, når mit liv blev sat for meget i skema. Det har fået mig til at gå i panik og lave strudsen mange gange. Jeg ved nu, at det er fordi, det er vigtigt for mig, at jeg aktivt vælger ting til i mit liv. At jeg minder mig selv om, at dét, jeg skal, er noget, jeg skal, fordi jeg VIL og ønsker det. Man kan ikke gå igennem livet med ubetinget frihed. Det ønsker jeg heller ikke. Jeg vil gerne være bundet til noget og nogen. Men jeg skal selv binde knuden med alt, hvad jeg er. Ellers holder det ikke.

Som rosinen i pølseenden af mine kerneværdier kom TRYGHED, som jeg oprindelig havde sat meget højere oppe. Tryghed konflikter MEGET med frihed, gik det op for mig. Jeg havde en lang samtale med mig selv, før jeg fandt ud af, hvad der var vigtigst. Friheden vandt. Frihed er for mig vigtigere end tryghed. Samtidig er tryghed absolut et must for mig i mit liv. Når jeg har tryghed i mit liv, betyder det, at jeg har ro til at have min plads i verden. At jeg kan være i nogenlunde balance med at være dén, jeg nu engang er. At jeg har min base i orden – her taler jeg om bolig og økonomi. Det er hamrende vigtigt, især det med bopælen. Tryghed handler for mig om at have følelsen af, at jeg altid har et safe space både i fysisk og overført forstand; og at jeg derfra tør og magter tage handling på de ting, der uvægerlig må komme og forstyrre min lille andedam. Tryghed handler for mig om at have en base, der muliggør, at jeg forbliver åben for verden og tør tro, den vil mig det godt. Heri ligger der også trygheden i at have gode relationer. Jeg ved ikke, hvad jeg skulle gøre uden mit lille netværk.

Som støtteværdier til de 5 kerneværdier valgte jeg

  • Spiritualitet
  • Lykke
  • Kreativitet
  • Selvværd
  • Morskab

Alle værdier er noget, jeg efterhånden vægter højt i mit liv. Lykke, morskab og selvværd har nok altid været noget, jeg har stræbt efter og dyrket, men kreativitet og spiritualitet er to nyankomne størrelser i mit liv, som jeg kan mærke skal have en MEGET større plads på mine hylder fremadrettet. Jeg har aldrig set mig selv som et kreativt menneske, fordi jeg altid har tænkt meget ensidigt på ordet kreativitet. Det er dog i løbet af det sidste års tid gået op for mig, at jeg er endog meget kreativ oppe i min lille hjerne, særligt når det kommer til ord. Det skal have lov til at få meget større plads i mit liv. Jeg skal turde tro mere på mine evner i den kreative retning. Spiritualitet har jeg heller ikke tidligere levnet meget plads. Jeg har været nervøs for, hvad andre måtte tænke om det. Men efter yogaens indtog i mit liv og dermed mødet med flere og flere mennesker, der er åbne for lidt af hvert, ser jeg pludselig mig selv købe krystaller, høre chants på spotify, meditere og lave åndedrætsøvelser – og jeg kan mærke, hvor meget bredere en dimension, det tilføjer til mit liv. Det får mig til at nærme mig mod mig selv og mit hjerte.

Tænk engang, at et 2-timers modul om fluffy værdier udløste både sorg og fortrøstning.

Jeg ved nu, hvad jeg retter mig mod. Jeg ved, hvad jeg skal gøre mere af. Jeg ved, hvad der nu vil blive vigtigt for mit fremtidige arbejdsliv. Jeg ved, at mine valg kommer til at koste. Men jeg ved også, at de vil bringe mig meget mere, end jeg hidtil har opnået i mit liv. For jeg lever mere og mere i overensstemmelse med mig selv. Det er pissesvært og kæmpestort på én og samme tid.

Der løber ord og ærlighed i mine årer, og jeg har ikke tænkt mig at stoppe det.

Namasté ❤

Jeg går til Hella

Nu er jeg ikke religiøs eller noget, ikke sådan rigtigt, men måske blevet noget derhena’

For jeg er lige kommet hjem fra et foredrag med en, vi alle kender – hun hedder Hella

Hella, Hella, Hella, det er sådan et dejligt navn, man kan sige i træk for evigt

Det mener jeg faktisk, jeg tror ikke, de gode lyde i det navn kan komme til at føles slidt

Hella er blevet min nye religion

Rub-og-stub-reglen og hendes filosofi om brok og kærlighed er fra nu blevet min livsbastion

Jeg kunne rigtig godt tænke mig, at Hella var sådan en ting, man kunne gå til

Hun formulerer sig så energisk og håbefuldt fint om for eksempel livet og kærlighedens spil

Og når hun taler om kærligheden til mænd og børn får jeg lidt lyst til at spørge, om jeg må flytte ind

“Kære Hella, må jeg bo i din rummelige favn, vil du nære min glæde og tørre smertens tårer væk fra min kind?”

Jaja, jeg ved godt, ansvaret for min egen lykke er mit eget

Men jeg har et sted i min sjæl, jeg trænger så forfærdelig meget til at få plejet

Så nogle gange kan det godt føles som om, man trænger til at få en uendelig stor portion  tillidsfuld og ansvarsgivende kærlighed ind udefra med ske

Og når jeg siger man, mener jeg “jeg”, jeg tror det ville give mig troen på, at der er brug for mig og der nok er noget, jeg ska blive te’

Kære Hella, jeg ved godt, at ovenstående er et for stort ansvar at give dig

Jeg skal nok tage det selv, men jeg vil gemme det i brystet, alt det, som dine ord har givet mig

Jeg ved godt, at jeg ikke ville bytte liv med nogen anden, hvis jeg kunne vælge

Og at man får, hvad man vælger, det kommer an på i hvad man ønsker at svælge

Min narrativ er kommet til at handle lige rigelig meget om angst og smerte

Fremover vil jeg hellere genfinde fokus på mit kæmpestore hjerte

Og den letteste måde at nære det, mit hjerte har at give, er ved at skrive

Så tak for at sætte mine ord i gang, Hella, det holder mig simpelthen sådan i live

– nej, nu må du ikke tro, jeg er melodramatisk på liv-og-død måden

Jeg er standhaftig og vil gerne ro med her i samfundsbåden

Måske behøver vi faktisk ikke ro så hårdt, hvis vi laver en kærlighedsmotor til den

En rejse hen mod noget frem for væk fra noget må være langt mere berigende, jeg står klar til at sætte af her fra vippen

Jeg havde lyst til at give dig et stort kram efter dit foredrag i Aarhus i aften

Men vikarerne under mine arme var for store og ordene brændte for at komme ud og finde takten.

Tak, Hella, fordi du deler dig selv med mennesker omkring dig

Det skaber ringe i vandet, men det ved du jo godt, måske dine ord et andet sted hen vil bring’ mig.

Okay, det sidste rim var sgu ikke så godt

Mon ikke beskeden går igennem alligevel, for pokker, det hele behøver ikke være så flot.

For du ved, hvad jeg mener, det tror jeg, du kan mærke

Hvad jeg prøver at sige er bare, du fik mig til at genopdage mit bankende, modige hjerte.

Lille sky …

Du ønsker brændende at kunne bevæge dig på hvide, florlette skyer, som ser så skrøbelige og delikate ud, at du tænker, de alligevel ikke vil kunne bære vægten af det, der er dig. Derfor nøjes du med at kigge op på skyerne hver eneste dag. De glider forbi dig. Nogle gange langsomt, nogle gange hurtigt. De er så langt væk, og du tænker, du aldrig ville kunne nå dem, selv hvis du prøvede.

Så du prøver slet ikke. Du kigger op på skyerne og beundrer selv de mørkeste og vådeste af dem. Lader deres kraft trække i dig, men ikke mere end det. Og du gør det hver eneste dag.

I dag fangede jeg en florlet sky. Det var som om, mit navn stod på den. Jeg ved ikke hvordan jeg gjorde, og jeg ville aldrig kunne forklare, hvordan skyen føltes at røre ved, hvis nogen bad mig om det. Men pludselig var skyen altså inden for min rækkevidde, og selv om mine armes kræfter føltes så sitrende og ikke-eksisterende, så tænkte jeg, at jeg godt kunne nå. Så jeg greb ud efter skyens bløde indre. Først prøvende, siden insisterende, fik jeg den til at nærme sig mig. Jeg kravlede lige så stille op på den og lagde mig vagtsomt til rette. Den rørte sig ikke. Var helt stabilt svævende. Den kunne godt bære mig, måtte jeg konstatere. Og måske var der ikke så langt ned, som jeg troede.

Jeg er ikke tryg nok til at flyve afsted på skyen endnu. Men jeg ved, at dagen kommer, hvor jeg er klar.

Stille, stille, stille …

Solen er for længst stået op, men nattens drømme er ikke forsvundet. De har gemt sig i min krop, som svarer igen med signaler, der fortæller, at den ikke orker mere lige nu, kroppen. Den kilder alle vegne, og jeg får lyst til at lyne min hud op og træde ud af den. Det kan man bare ikke. Så jeg er i det. Det kan jeg godt. Også i dag.

Jeg tøffer ud i stuen på mine bare tæer og åbner et af mine solbeskinnede vinduer. Står lidt og trækker vejret. Laver en kop kaffe. Den er koffeinfri for tiden, for mit angstberedskab står klar til at reagere på enhver fare, og koffein er desværre en lidt for farlig ven for tiden. Senere skal jeg have morgenmad. Men lige nu vil jeg bare have kaffe.

Verdens lyde trænger ind i min stue. Der er børn i gårdhaven overfor min lejlighed. De råber begejstret. Der er liv, der leves udenfor. Jeg vil også gerne ud. Mærker en lyst til at være, leve, gøre noget. Jeg skal bare lige i bad først.

Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har sat mig ved min computer for at skrive noget. Jeg har ikke kunnet samle mig om det. Faktisk har jeg ikke kunnet samle mig om noget som helst særlig længe ad gangen. Men nu sidder jeg her. Lytter til verdens lyde, bilerne på gaden og mine overboere, der lige er kommet hjem fra deres weekendophold – og jeg skriver. Så jeg er her stadig.

Jeg glæder mig, til jeg kan være her lidt mere. Være mere tilstede. Mere bekymringsfri. Mere Sisse.

Inden under alle bekymringerne og angsten og det følelsesmiskmask, der eksisterer i mig for tiden, der er jeg stadig. Jeg dealer med det. Jeg forsøger at rumme det hele. Acceptere. Give slip. Og samtidig tage kampen op. For jeg har et liv, der skal leves. Og jeg trænger virkelig til at finde ud af, hvad planen er. Hvordan jeg kommer videre herfra. Men for at kunne det, er der noget, der skal løsnes indeni. Min angst prøver at fortælle mig noget med meget store bogstaver, og jeg forsøger at lytte til det, der ligger inde bagved. Jeg ved godt, hvorfor jeg er ked af det og bange, tror jeg. Det er vildt, hvordan livet kan bo i kroppen på en.

Men solen skinner. Det er en start. Jeg går til yoga hver dag. Det er en start. Jeg skærer ting ud af mit liv, der tærer på min energi. Det er en start. Jeg siger fra i relationer, der ikke gavner mig. Det er en start. Jeg kommer ud hver dag. Det er en start. Jeg er begyndt at bede en smule om hjælp fra andre. Det er en start.

Og jeg skriver. Jeg er her stadig.

Hvordan går det så med dig?

Der er mange ord, der er uhyggelige i denne verden. Så mange brutale sætninger, man ikke vil bryde sig om at høre.

Lige for tiden er de mest angstprovokerende ord, jeg kan møde, disse:

Hvordan går det så med dig?

Det er en simpel spørgende sætning. Svaret kan være enkelt. “Fint”, kan man sige. Man kan også sige “det går sgu ikke så godt”. Men uanset hvor enkelt svaret er, vil det næsten altid akkumulere flere spørgsmål. Der er jo grunde til, at man har det, som man har det.

Det er et af de spørgsmål, jeg efterhånden slet ikke kan svare på. Jeg ved ganske enkelt ikke, hvad jeg skal sige. Jeg forsøger selvfølgelig alligevel, det er klart. Og svarene vil variere alt efter min relation til den, der spørger.

Hver fjerde uge spørger min sagsbehandler mig for eksempel om det til et møde. Mit svar afhænger af, om det er en god eller en dårlig dag – men altid vil jeg forsøge at sige det på en måde, så det lyder rigtigt og velargumenteret. Og aldrig, aldrig uden håb om, at det bliver bedre. Også selv om jeg på de rigtig dårlige dage frygter, hvad det her forløb skal ende med.

Nogle gange er det venner, der spørger mig. Hvis de spørger mig over min telefon, får de den ærlige version på skrift. Altså, hvis jeg har en dag, hvor jeg orker. “Jeg ved sgu ikke lige, hvordan det går. Jeg synes, jeg kæmper lidt for tiden. Men jeg er heldigvis også en lille smule glad hver eneste dag. Så derfor ved jeg ikke, om man rigtigt kan sige, man har det dårligt?”. Hvis de spørger mig ude i  virkeligheden, kan jeg finde på at tale mig helt forpustet over min egen forvirring omkring, hvordan jeg egentlig har det. Andre gange siger jeg, at jeg hellere vil have et kram og tale om noget andet.

Når min familie spørger, får den helt rå version. Nogle gange græder jeg i afmagt over at være et lortemenneske der aldrig bliver til noget. Andre gange joker vi med mig og al min følsomhed. Nogle gange lytter de bare, andre gange udfordrer de mig. Nogle gange skælder jeg dem ud, fordi jeg kommer til at få min egen smerte til at handle om dem. Det er ikke altid let at være i familie med mig, tror jeg ikke.

Nogle gange møder jeg bekendte på gaden. De får den overfladiske version. Som regel, i hvert fald. “Jamen, det går skam fint,” siger jeg. Jeg lyder som om, jeg har styr på det, og det synes jeg faktisk også nogle gange, at jeg har. Men hvis de følger bare den mindste smule med på instagram eller facebook, så ved de også, at jeg lyver. Eller i bedste fald forsimpler virkeligheden gevaldigt.

Nogle gange føles det som om, det er en anden end mig, der svarer på det spørgsmål. For jeg kan ikke koge min sinds- og livstilstand ned i ord. Hvis jeg bliver spurgt på en dårlig dag og svarer fuldstændig ufiltreret på, præcis hvor skidt jeg har det, så møder jeg næsten altid den dømmende stemme inde fra mine egne tankers dyb. Det er den stemme, der siger, at jeg ikke skal ynke. Det er den stemme, der siger, at andre mennesker ikke kan holde mig ud, hvis jeg siger tingene ærligt. Den stemme, der siger, at jeg fylder for meget sådan helt generelt. Og så skynder jeg mig at sige noget positivt og håbefuldt også, så folk ikke tror, jeg er ved at tage billetten – for det er jeg bestemt ikke. Nogle dage er bare virkelig sorte.

Hvis man møder mig på en god dag, har jeg håb og drømme nok, ikke blot for mig selv, men for alle omkring mig. Jeg deler ud af mit overskud og lader træerne gro en smule ind i himlen og fortæller stolt om de fremtidsplaner, jeg (trods alt) har. Jeg kan ikke lade være. På gode dage er det svært at forestille sig, at jeg nogensinde skal få en off-dag igen. Derfor kan jeg godt forstå, det kan virke så forvirrende, at jeg ude blandt andre mennesker virker meget rigtig og energisk og overskudsagtig, mens jeg samtidig fremstiller mit liv på de sociale medier som om, jeg har en del at slås med. Men når jeg er ude blandt mennesker, er det også fordi, jeg har en god dag, hvor jeg har prioriteret det. Og det udmatter mig som regel voldsomt bagefter.

Men det er alt sammen mig. Jeg er én stor pærevælling for tiden. Angsten mudrer mit billede af verden og mig selv – og den påvirker min BDS i en negativ retning. Min angst får mig til at bekymre mig om de kropssignaler, som min BDS-krop konstant sender. Og min angst stresser kroppen og får dermed mine symptomer til at blive flere. Jeg ved aldrig, hvilken slags dag jeg står op til. I går vågnede jeg op med indre solskin i øjnene og en følelse af at være et ret okay menneske, som endda kunne tåle at drikke to kopper kaffe og spise morgenmad.

I dag vågnede jeg op til en krop, der rystede indvendigt og angsttanker, der straks buldrede derudaf. Jeg brugte hele min formiddag på at høre New Age-agtig meditationsmusik, tage et langt bad og herefter til en afstressende yin yoga-time, før jeg kunne blive bare nogenlunde velfungerende oven i hovedet. Og stadig ved jeg ikke, om mit alarmberedskab vågner igen om en time.

Samtidig rumsterer tankerne om fremtiden. For jeg har ikke tid til at have det sådan her, synes jeg. Det var sgu ikke det, der var planen. Lige for tiden vælger jeg mere fra, end jeg vælger til. Det bekymrer mig, for jeg har jo trods alt fremtidsplaner sammen med systemet – og for mig selv. Samtidig kan jeg også mærke, at det er dét, jeg har brug for – at pleje mig selv gevaldigt. Imens siger stemmen fra mit indre, at jeg måske i virkeligheden aldrig skulle have stoppet med at arbejde. Måske er det bare mig selv, der er skyld i, at jeg har det skidt for tiden. Måske bliver man bare mere syg af at være sygemeldt? Mon ikke, jeg bare kunne have arbejdet mig igennem det hele? Det er min egen skyld, forleder jeg nogle gange mig selv til at tænke. De andre kan jo godt finde ud af at slås med ting samtidig med, at de opretholder et normalt liv. Det må være mig, der er fællesnævneren for det, der er svært i mit liv.

Intet af det, jeg siger for tiden, er mere sandt end det øjeblik, det er sagt i.

For hele humlen er: jeg ved ikke, hvordan jeg har det. Det skifter hele tiden. Det er hårdt og trist og ensomt og forløsende og håbefuldt og deprimerende og angstprovokerende og stressende og jeg ved fandme ikke, hvad jeg skal sige til jer, når I spørger mig, hvordan det går.

Samtidig frygter jeg mindst lige så meget den dag, hvor ingen længere spørger. Jeg er faktisk heldig, at jeg frygter de ord. For det betyder, der er folk, der spørger mig. Folk, der vil mig.

Til de af jer, der stadig hænger ved og er der: TAK. Af hjertet tak.