Noget Med Ord

2019 – begyndelsen

“Lagde du også mærke til, det begyndte at blæse mere op, præcis da klokken slog 00:00?” spurgte jeg Mie i det lanterneoplyste shelter, mens bålets sidste gløder fortsat kæmpede mod mørket udenfor. Når man sidder midt i naturen, er det svært at undgå at lægge mærke til den slags vejrskifte. Blæsten tog blot mere til derfra. Boblerne i mit glas og kransekragen i min mave bedøvede mig en anelse og jeg pakkede mig ind i flere soveposer og agtede at sove efter en dag med shelterekspedition og 3-retters lavet over bål i det fri. Det var en smuk dag. Gode samtaler, dejlig sang ved bålet, masser af mad og tid til eftertænksomhed. Jeg var heldig at have en veninde, der havde lyst til at udforske den slags nytår med mig.

En time senere vågnede jeg med heftig hjertebanken. Blæsten fik shelteret til at give sig en smule og vindstødene var så voldsomme, at jeg måtte stå op for at redde nogle af vores ting ind i læ.  Resten af natten var en kombination af et møde med mine indre dæmoner, naturens rasen og en overgivelse til elementerne. Søvn var der ikke meget af, men det at overvinde mig selv kunne også noget. På et tidspunkt havde jeg lyst til at kaste håndklædet i ringen og vende snuden mod Aarhus, da jeg lå med optakten til et angstanfald og ikke kunne få varmen ordentligt, mens vindens og havets brølen piskede en stemning op i mit nervesystem, der bestemt ikke understøttede de beroligende tanker, jeg forsøgte at fodre mig selv med. Men jeg blev. Der var ikke andet at gøre, for jeg vil friheden frem for frygten nu.

Blæsten fortsatte ufortrødent næste morgen. Den hamrede ind over kysten og gjorde, at vi hurtigt besluttede os for at bytte hyggelig bålbrunch og havbad ud med nedpakning og hjemtur.  Inden vi forlod vores lille naturhelle, gik vi ned til havet for at tage afsked. Kulden bed i mit ansigt og tårerne pilede langs mine kinder og tog derefter frit spring ud i verden i lyntempo. Vi stod bare i hver vores space, Mie og jeg. Jeg lænede mig op ad vinden i tillid. Den bar mig. Vendte mig mod vinden og lod den rense mig. 2018 bød mig på en stor del sorg og smerte, og i går brændte jeg mine sorger på bålet og slap det, jeg ønskede at slippe. I dag rensede vinden mig. Jeg tog mig sammen og råbte ind i vindens hvide støj. Saltvandssmagen forede straks min mund og min hals gjorde ondt – den er ikke vant til, at jeg råber. Men det gør jeg nu; råber ude i naturen, når den larmer tilpas meget.

Jeg er nemlig fri. Fri til at gøre, som jeg har brug for.

2018 har overvejende handlet om angst, smerte, sorg, accept og selvkærlighed. Det har jeg lært meget af. Så nu er det på tide at rykke videre.

2019 bliver frihedens og handlingens år for mig. Friheden skal være mit overordnede pejlemærke, og jeg skal med garanti vælge den til igen og igen, fordi mit system er så vant til at reagere instinktivt med frygt. Men jeg vil være fri. For det er jeg jo! Så nu finder jeg modet frem og satser alle mine penge på den hest. Den frie hest. Jeg har sadlet op – så nu er det ud over stepperne. Ikke i galop. Et skridt ad gangen, forstår du.

Jeg glæder mig.

Men for nuværende vil jeg bruge resten af dagen på min sofa med stille shelterturstømmermænd og en let tristesse. Melankolien har sin helt særegne skønhed, som jeg vælger at sætte pris på – lige som jeg sætter pris på den her sære, smukke og vilde livsrejse, der er min.

 

Vi bor under stjernerne

Jeg bor under stjernerne. Her lever jeg. Jeg trækker vejret under deres brændende masser. De kloge siger, at en stjerne er en glødende kugle af plasma, der er i dynamisk balance, fordi den bliver udspilet af sine egne indre fusionsprocesser, men på samme tid holdes i skak af tyngdekraften.

Gad vide, om jeg er en stjerne. Jeg føler mig i hvert fald en smule i vakuum.

Luften er kold i aften. Lungerne lever deres eget liv og afviser næsten alt udefra. Samtidig triller dråberne ned ad mine kinder. Det er tårekanalerne, de var ikke forberedt på kulden. Dens tænder ramte, før jeg vidste af det. Som et dyr ridser kulden i min hud med sine skarpe tænder. Hudløs. Kulden gør mig mere hudløs, end jeg var i forvejen. Det er godt. Jeg trænger til det.

“Vi skal huske at blive ved med det her, også selv om motivationen daler. Aftenerne er jo så lange og smukke, vi skal udnytte dem, vi skal huske, at vi altid kan bevæge os ud om aftenen og nyde livet,” sagde vi denne sommer. Igen. Og med mørkets komme glemte vi det. Igen.

Jeg er gået ud i mørket for at finde lys. Mit eget er ikke gået ud, men jeg vil gerne blænde op for min flamme. Uundgåeligt, som det er, når man bor i en storby, er der mennesker omkring mig. De lever liv. De bor også under stjernerne og trækker vejret ligesom jeg. Alligevel kunne de for min skyld bo i et parallel-univers lige nu. Det er ikke dem. Det er mig, der er en smule fjern. Det gør ikke noget. Her er plads.

Jeg vil se stjernerne. Dem, vi har skabt for flere millioner kroner for at glæde byens befolkning. Julemagien havde nemlig så småt gjort sit knitrende, drømmende indtog i min fantasi, men drømmene holder ikke trit med virkeligheden, for i virkeligheden serveres gløggen med en knivspids af smerte i år. Jeg vil ikke frygte julen, men julens nostalgi er nu gået hen og blevet både smuk og sønderrivende på en og samme gang, og det ved jeg ærlig talt ikke, hvad jeg skal stille op med. Derfor forsøger jeg at dosere. Jeg trapper op på jul. Nu med stjernehimmel på LED-måden. Der er et særlig gyldent skær derinde på strøget. Det er sit eget rum nu. Det glitrer og jeg kan lide det på den samme måde, som man kan lide at gense The Julekalender.

Der kommer bare ikke noget til mig under den dyre stjernehimmel. Jeg vil hellere have et bål i en aftenmørk skov fuld af nåletræer med udsigt til en stille fuldmåne og  varm kakao i en termokande, som en modig og kærlig hånd skænker mig. Vi lever under de samme stjerner. Her trækker vi vejret sammen. Derfor er han i det samme rum som mig lige nu. Det ved jeg. Og en dag møder jeg ham. Men det er ikke nu.

Aarhusforelskelse

Det der med at blive forelsket i bygninger og deciderede ting har jeg aldrig helt forstået

Jeg har rystet på hovedet over hende, der blev gift med Eiffeltårnet i Paris og tænkt, at hendes hjerne måtte være helt forslået

Man kan jo ikke med sin fornufts fulde fem føle kærlighed i kroppen over bygninger lavet i mursten og beton?

Nej, jeg er sgu meget mere til mennesker, deres tanker og ord og deres kroppes pæne facon.

Og så alligevel må jeg indrømme noget, jeg har en lille smule svært ved at sige

Jeg er forelsket og alene tanken får mig til at blusse som en lille genert pige

Faktisk er jeg forelsket på elvte år, og jeg tror det er en forelskelse mange forstår

Du er et væsen i evig forandring, du er kompleks og alligevel fuld af forankring

Du sætter mig fri til at gøre hvad jeg vil men byder mig altid varmt velkommen hver gang jeg vender tilbage

i dig har jeg fundet en livslang mage

Nej, jeg kan virkelig ikke rigtig klage

Det kan da godt gøre mig lidt usikker, at du gør så meget ud af dig selv og der er så mange andre der kan li’ dig

Alligevel føler jeg, at du fortsat taler til mit allerinderste og at du faktisk sådan rigtig ønsker at hjælpe med at befri mig og berig’ mig

Det startede i baggården bag Bent J og siden da er kærligheden mellem os bare blevet større og større

Også selv om vi havde startvanskeligheder og jeg hele tiden forlod dig, fordi jeg følte dit ego var mere end min skrøbelige personlighed kunne stå model til i en lejlighed med et kvadratmeterantal på væsentlig mindre end fyrre.

Jeg har siddet i sene nattetimer på dine brostensbelagte gader og grædt over at elske dig på den helt lykkelige måde

Hvordan noget overhovedet kan få mig til at opføre mig sådan i ædru tilstand er mig  lidt af en gåde

Jeg har udforsket dine kringelkroge og vi har lavet lidt af hvert sammen og udviklet på internjargonen

Og hver gang jeg har været væk fra dig og vender hjem får jeg kriller i maven når jeg triller ind på perronen

Du er blevet til Kulturhovedstad, og da koret og musikken og lyset spillede sammen til din ære i januar, kunne jeg ikke undgå at blive rørt helt ind i min sjæl.

Jeg blev rørt over din historie, min historie, vores historie og alle andre menneskers historie sammen med dig, også selv om jeg ikke kan have dig et eneste sekund for mig selv.

Jeg er forelsket på elvte år og jeg fortryder ikke et sekund, at vi to flyttede sammen

Aarhus, jeg ved godt, du ikke kun er min, men min forelskelsesbesættelse nægter at slukke for flammen

For mig er du ikke en by, du er en tilstand – og en fandens fin en af slagsen

Jeg tror sgu, mit hjerte og jeg sidder i saksen.

Du har givet mig et sted at høre hjemme med alt, hvad der er mig.

Tak, bare fordi – du er dig.

Jeg går til Hella

Nu er jeg ikke religiøs eller noget, ikke sådan rigtigt, men måske blevet noget derhena’

For jeg er lige kommet hjem fra et foredrag med en, vi alle kender – hun hedder Hella

Hella, Hella, Hella, det er sådan et dejligt navn, man kan sige i træk for evigt

Det mener jeg faktisk, jeg tror ikke, de gode lyde i det navn kan komme til at føles slidt

Hella er blevet min nye religion

Rub-og-stub-reglen og hendes filosofi om brok og kærlighed er fra nu blevet min livsbastion

Jeg kunne rigtig godt tænke mig, at Hella var sådan en ting, man kunne gå til

Hun formulerer sig så energisk og håbefuldt fint om for eksempel livet og kærlighedens spil

Og når hun taler om kærligheden til mænd og børn får jeg lidt lyst til at spørge, om jeg må flytte ind

“Kære Hella, må jeg bo i din rummelige favn, vil du nære min glæde og tørre smertens tårer væk fra min kind?”

Jaja, jeg ved godt, ansvaret for min egen lykke er mit eget

Men jeg har et sted i min sjæl, jeg trænger så forfærdelig meget til at få plejet

Så nogle gange kan det godt føles som om, man trænger til at få en uendelig stor portion  tillidsfuld og ansvarsgivende kærlighed ind udefra med ske

Og når jeg siger man, mener jeg “jeg”, jeg tror det ville give mig troen på, at der er brug for mig og der nok er noget, jeg ska blive te’

Kære Hella, jeg ved godt, at ovenstående er et for stort ansvar at give dig

Jeg skal nok tage det selv, men jeg vil gemme det i brystet, alt det, som dine ord har givet mig

Jeg ved godt, at jeg ikke ville bytte liv med nogen anden, hvis jeg kunne vælge

Og at man får, hvad man vælger, det kommer an på i hvad man ønsker at svælge

Min narrativ er kommet til at handle lige rigelig meget om angst og smerte

Fremover vil jeg hellere genfinde fokus på mit kæmpestore hjerte

Og den letteste måde at nære det, mit hjerte har at give, er ved at skrive

Så tak for at sætte mine ord i gang, Hella, det holder mig simpelthen sådan i live

– nej, nu må du ikke tro, jeg er melodramatisk på liv-og-død måden

Jeg er standhaftig og vil gerne ro med her i samfundsbåden

Måske behøver vi faktisk ikke ro så hårdt, hvis vi laver en kærlighedsmotor til den

En rejse hen mod noget frem for væk fra noget må være langt mere berigende, jeg står klar til at sætte af her fra vippen

Jeg havde lyst til at give dig et stort kram efter dit foredrag i Aarhus i aften

Men vikarerne under mine arme var for store og ordene brændte for at komme ud og finde takten.

Tak, Hella, fordi du deler dig selv med mennesker omkring dig

Det skaber ringe i vandet, men det ved du jo godt, måske dine ord et andet sted hen vil bring’ mig.

Okay, det sidste rim var sgu ikke så godt

Mon ikke beskeden går igennem alligevel, for pokker, det hele behøver ikke være så flot.

For du ved, hvad jeg mener, det tror jeg, du kan mærke

Hvad jeg prøver at sige er bare, du fik mig til at genopdage mit bankende, modige hjerte.

Lille sky …

Du ønsker brændende at kunne bevæge dig på hvide, florlette skyer, som ser så skrøbelige og delikate ud, at du tænker, de alligevel ikke vil kunne bære vægten af det, der er dig. Derfor nøjes du med at kigge op på skyerne hver eneste dag. De glider forbi dig. Nogle gange langsomt, nogle gange hurtigt. De er så langt væk, og du tænker, du aldrig ville kunne nå dem, selv hvis du prøvede.

Så du prøver slet ikke. Du kigger op på skyerne og beundrer selv de mørkeste og vådeste af dem. Lader deres kraft trække i dig, men ikke mere end det. Og du gør det hver eneste dag.

I dag fangede jeg en florlet sky. Det var som om, mit navn stod på den. Jeg ved ikke hvordan jeg gjorde, og jeg ville aldrig kunne forklare, hvordan skyen føltes at røre ved, hvis nogen bad mig om det. Men pludselig var skyen altså inden for min rækkevidde, og selv om mine armes kræfter føltes så sitrende og ikke-eksisterende, så tænkte jeg, at jeg godt kunne nå. Så jeg greb ud efter skyens bløde indre. Først prøvende, siden insisterende, fik jeg den til at nærme sig mig. Jeg kravlede lige så stille op på den og lagde mig vagtsomt til rette. Den rørte sig ikke. Var helt stabilt svævende. Den kunne godt bære mig, måtte jeg konstatere. Og måske var der ikke så langt ned, som jeg troede.

Jeg er ikke tryg nok til at flyve afsted på skyen endnu. Men jeg ved, at dagen kommer, hvor jeg er klar.

Den, der lever stille

– Mor og jeg har talt om, at det burde have været din fætter Martin, der var vores barn, og ikke dig, sagde min far. Jeg så ned ad mig selv og følte mig utroligt farvestrålende i min figursyede, koboltblå uldkjole og mine røde sko. (…) – Martin ville have passet meget bedre til os, sagde min far. – med den opdragelse, du har fået, kan vi simpelthen ikke forstå, hvordan du er kommet ud af det. – Det kan jeg heller ikke, sagde jeg og hævede mit glas. – Og skål på det. Det måtte være den mærkeligste skål, jeg nogensinde har udbragt, tænkte jeg, og så juleaften. Selv Mother Theresa var ved at køre træt. 

Jeg er, min dansklæreruddannelse til trods, ikke litterær som sådan. Dette er så absolut ikke en anmeldelse. Det er bare en beskrivelse af en læseoplevelse. Min læseoplevelse.

For jeg har netop læst sidste side af Den, der lever stille. Og det er det, jeg er lige nu. Stille. For bogen, som Leonora Christina Skov har skrevet, maner til eftertænksomhed. Jeg er sikker på, at romanen kan læses meget forskelligt. Sådan er det i princippet med al litteratur, fordi vi alle vil læse noget forskelligt ind i de ord, der står skrevet på siderne. Virkeligheden vil altid være vores egen og andre kan blot søge at forstå den, men vil altid se den i lyset af deres egne virkeligheder. Og en roman er blot et udsnit, et tilsnit, et relief. Vi læser os selv ind i ordene. Det kan ikke undgås.

Men denne historie er Leonora Christina Skovs. Og den er hård og ubarmhjertig på mange måder. Jeg havde forventet at sidde med kleenex fremme og græde mig igennem den, sådan som jeg har forstået, andre før mig har gjort under deres gennemlæsninger. Det var dog først, da jeg kom til det sidste kapitel, jeg måtte lade tårerne falde. Det gjorde de til gengæld også i stor stil.

Rammen om hele romanens fortælling er virkelig gennemtænkt. Begyndelsen er enden, og enden er en begyndelse. Det er meget smukt, også rent symbolsk. Jeg sidder med en følelse af at skulle læse bogen igen for at forstå endnu flere facetter af den måde, bogens komposition spiller sammen med indholdet.

Flere har udtalt sig om denne bog som en fortælling om en pige med en ualmindelig hård barndom. En pige, der i det stille kæmpede med dysfunktionelle forældre og en spirende identitetskrise særlig foranlediget af, at hun efterhånden erkendte, at hun var lesbisk. Og det er da også rigtigt.

Indimellem måtte jeg lægge bogen fra mig, fordi jeg blev så træt og vred. Jeg genkendte så mange mønstre i de beskrivelser, hun lavede af de voksne i hendes familie. Leonora Christina beskriver så fint, hvordan tankegange og handlemønstre kan gå i arv – i en familie, hvor man siger “det taler vi ikke om, men vi kan godt tale omkring det længe”. Hun har været en pige – og senere kvinde – der stod i spænd mellem forskelligartede hensyn. Først hensynet til sine forældre, der uden tvivl havde deres egne udfordringer.

Mine forældre var to skyskrabere, der rykkede tættere på mig og truede med at knuse mig fuldstændig, og jeg kunne ikke gøre andet end at undskylde, før jeg blev udslettet, men min anger var iblandet raseri. Hvor er du fej, mor, tænkte jeg. Du sladrer jo bare til far, fordi du ikke selv kan klare dig.

Sidenhen stod hun mellem hensynet til sine forældre, sin mormor – og sig selv. Hun har fået dårlig samvittighed ind med modermælken – og familien holder fint den sorte samvittighed i skak i deres måde at være på. Christina bliver brugt som lynafleder for ALT, og jeg kan ikke sætte ord på, hvor meget jeg føler med hende i forhold til alle de helt umulige ting, hun har måttet lægge øre til fra sin familie gennem tiden. Leonora Christina beskriver persongalleriet på en ikke-karrikeret måde. Jeg synes, hun formår at få de facetter med, der netop gør, at man bliver fastholdt i en relation med mennesker, som kan være rigtig tunge og svære at have med at gøre. For der er små åbninger – små parenteser – i alle mennesker, som dæmmer op for håbet. Håbet om, at det hele bliver bedre. Håbet om, at man snart bliver set for den, man er og det, man gør. Håbet om at blive elsket betingelsesløst.

Som jeg ser det, har Leonora Christina Skov haft en opvækst præget af betingelser. Livet har været særlig centreret om en mor, der boede i en evig og ikke-perspektivbevidst offerrolle. En sådan offerrolle, som kan suge alt og alle omkring den med ind i det sorte, forkvaklede og teatralske univers, en sådan offerrolle kan skabe. Hendes far er blevet suget ind i det univers, fordi det passede så glimrende til hans sort-hvide tankegang om verden. Og mænd vil gerne gøre deres kvinder glade. Det er et succeskriterie for en mand at holde sin kvinde glad. Koste, hvad det koste vil – tilsyneladende også forholdet til sin datter. Offerrollen sad mormoderen uden tvivl også fast i. Der var underspillet drama, skyld og skam alle vegne i den del af bogen, der handlede om Christinas opvækst. Det ville have været let at fortsætte ad den vej – men det gjorde Leonora Christina ikke.

Der foreligger ingen tvivl om, at det har været en usigelig stor kamp for hende at lytte til sin indre stemme. For hun har også altid “den gode datter” indeni, som fortæller hende, hvordan hun bør være. Samvittigheden, som gennem formuleringer fra hendes forældre, fortæller hende, hvordan livet bør være. Når man er vokset op i et hjem med stramme regler og meget faste verdensbilleder, kan det være svært at ryste af sig – også selv om man er anderledes indeni. Jeg synes, følgende citat meget godt beskriver den dobbelthed, der ligger i at lytte til sig selv – også når dét at lytte til sig selv bliver på bekostning af andre (et tema, der i øvrigt ræsonnerer fuldstændig sindssygt ind i mit eget liv for tiden):

Det føltes som en ren bodshandling. Et kæmpestort UNDSKYLD skrevet med trylletusser hen over de sidste tyve år. Undskyld, at jeg blev født. Undskyld, at jeg flyttede hjemmefra og skabte mig det liv, jeg drømte om. Undskyld, at jeg sprang ud, også offentligt. Undskyld, at jeg nægtede at leve alene eller komme hjem og spille single. Undskyld, at jeg havde et godt forhold til min mormor. Undskyld, også, at jeg ikke fik mig et almindeligt job, men blev forfatter, og undskyld, at det ikke er brødløst.” 

Jeg græd mig igennem det sidste kapitel. Jeg græd, fordi jeg synes, det er så smukt og stort at kunne finde styrke til at skrive en sådan bog – at kunne finde styrke til at lytte til sin indre stemme om dét, man må gøre. Jeg græd, fordi bogen bekræfter mig i mange af de ting, jeg selv tænker ofte: at ærligheden er den stærkeste kraft, vi har. Ærligheden kan skille os ad eller bringe os tættere på hinanden (og som jeg forstår det, har Leonora Christina med udgivelsen af denne bog fået et tættere forhold til sin far – dét er da smukt!) Og kærligheden til en selv må altid komme først – også selv om den er på bekostning af andre. Det er hård, men vigtig læring, hvis man vil leve et liv i overensstemmelse med sig selv.

Jeg kan umuligt sætte mig ind i den barndom, Christina Skov har haft. Men det spirende voksenliv, som det beskrives af Leonora Christina – dét vækker genklang i så mange ting og kampe inde i mig selv. Derfor læste jeg mindst lige så meget hendes roman som en fortælling om en ualmindelig stærk kvinde. En kvinde, der som barn havde en endog meget gennemtrængende følelse af, hvem hun i virkeligheden var inde bag alle lagene. En kvinde, der til trods for en meget stor og familierelateret samvittighed (no wonder why!), lyttede til sin indre stemme og af flere omgange brød fri. Måske brød hun i virkeligheden først helt ud af samvittighedens onde, sorte fængsel, da hun udgav denne bog. Måske kan man aldrig rigtig bryde fri fra sin opvækst – well, det kan jeg kun gisne om.

Leonora Christina Skov, hvis du nogensinde læser dette: dine smukke ord har talt lige ind i mit hjerte. Dine formuleringer og kloge metaforer skabte så mange vilde billeder inde i min hjerne undervejs. Jeg skal læse din bog igen. Og jeg skal læse flere af dine bøger – det ligger helt fast! Men vigtigst af alt: du bekræfter mig med denne bog i, at man skal lytte til sig selv, uanset hvor ondt det gør. Indeni mig hvisker og prikker ordene til mig om også en dag at dele noget af min historie. Og selv om den ingenlunde ligner din, så er der temaer, jeg kan genkende. Og nu mærker jeg i stigende grad modet til som 31-årig at gøre det, jeg altid selv prædiker: være helt ærlig. Så godt som, i hvert fald. Jeg har længe sagt til mig selv, at jeg vil skrive en bog – men jeg har ikke turdet gå rigtigt i gang, fordi jeg ikke aner, hvordan jeg er ærlig og tager hensyn til omverden på samme tid. Dine ord og din bog har fået mig til at indse, at det ikke handler om at turde. Det handler om at gøre det, man må gøre, fordi ens indre siger det.

TAK!

27881059_298779590649898_3130464064187138048_n(1)

Det knirker

Og det knirker.

Det knirker i min krop som det knirker under mine fødder i den sne, der helt uskyldsrent har lagt sig på jordens overflade i det område af verden, hvor jeg befinder mig.

Det knirker, fordi det er dét, der sker, når sneen giver plads til mig og min vægt.

Det knirker, men jeg kan næsten ikke høre det, for sneen pisker mig i ansigtet og ind i øregangene. Mine øjne bliver til sprækker, og det er ikke kun for at beskytte mig fra sneens vold mod mine øjeæbler; det er fordi, jeg smiler.

Jeg smiler, fordi sneen knirker og lammer mine kinder og lyser min verden op og lader mig mærke, at jeg er her.

Jeg stiller mig midt i den lille park ved Læssøesgade. Så står jeg dér. Jeg er den eneste i nærheden. Så jeg svajer, mens jeg kigger mod himmelhvælvingen.

Min tunge rækker ud efter de talrige fnug. De strejfer min tunges våde varme, som fluks får dem til at skifte form. Min mund og mit ansigt er vådt af sne, som jeg helt selv har tøet op bare ved at stå ude i verden og eksistere.

Jeg smiler stadig. Kommer til at tænke på Super Carla. Jeg får straks et indre soundtrack til at spille: Rolling Stones – She’s a Rainbow. Drejer prøvende rundt om mig selv og forestiller mig, at jeg har en sort kappe på. Jeg ved, at folk kan se mig, hvis de altså kigger. Men jeg kan ikke selv se noget. Og lige nu er jeg Super Karla.

Det knirker, mens jeg drejer rundt. Jeg kan ikke høre det, men jeg kan mærke det.

Verden er for en stund indhyllet i hvid kulde, der skaber både ro og kaos i lille Danmark.

Det knirker. Og jeg sætter uendelig pris på at være her til at kunne mærke det.

12694639_10153425924157939_5987850675338662533_o